To selvmål gav Hobro-sejr

Fodbold, serie 1

Med et sejrsmål i overtiden gav Hobro IK’s fodboldspillere i serie 1 VRI tilbage af samme medicin, som Hobro havde fået i forrige kamp mod Christiansbjerg IF. På mange måder lignede de to kampe hinanden, nemlig at 0-2 blev vendt til 3-2. Allerede efter et kvarter førte hjemmeholdet 2-0, og det så for alvor vanskeligt ud for Hobro, da Thomas Pedersen blev kørt på sygehuset med en knæskade. I anden halvleg lagde Hobro et hårdt pres på VRI, der efter 10 minutter rettede et indlæg i eget net. Udligningen til 2-2 var også et selvmål efter et indlæg. I overtiden var Lasse Bach på pletten med det afgørende mål til 3-2.