To sene mål sørger for Bayern-sejr over Schalke 04

Schalke 04 var på vej mod et uafgjort resultat mod Bayern München, men mestrene slog til kort før slutfløjtet.

Football Soccer - Schalke 04 v Bayern Munich - German Bundesliga Foto: Reuters/Stringer

Football Soccer - Schalke 04 v Bayern Munich - German Bundesliga Foto: Reuters/Stringer

Det så længe godt ud for Schalke 04, da fodboldklubben fredag aften tog imod Bayern München i Bundesligaen.

Til sidst gik det dog, som det oftest gør, når Bayern München spiller. De regerende mestre vandt 2-0 efter sene scoringer af Robert Lewandowski og Joshua Kimmich.

Lewandowski blev ni minutter før tid spillet alene igennem i løb mod mål. Og polakkens berømte målnæse svigtede ikke, da han scorede til 1-0.

Optakten var en rigtig god aflevering fra Javi Martínez, der splittede hjemmeholdets forsvar.

Cirka to minutter inde i dommerens tillægsminutter satte en bolderobring fra Arturo Vidal gang i en Bayern-kontra.

Bolden endte via Robert Lewandowski hos indskiftede Joshua Kimmich, der scorede til slutresultatet.

Schalke 04 havde ellers budt på rigtig god modstand i første halvleg, men klubben led sit andet nederlag i lige så mange kampe i Bundesligaen.

Bayern München og klubbens nye cheftræner, Carlo Ancelotti, er til gengæld kommet fremragende fra start.

Klubben, der har vundet mesterskabet de seneste fire sæsoner, fører den tyske liga med seks point og en målscore på 8-0.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.