To sider af samme vægt

Når man måler fedtkilo, kan man ikke svede og motionere sig til hurtigt, ekstra vægttab

Der er forskel på, når en bokser skal svede nogle kilo ud for at passe i sin vægtklasse, og det råd, som fedtfejdere får forud for en fedtmåling.  Her er det boksere fra klubben Sparta, der sveder. arkivfoto: henrik Bo

Der er forskel på, når en bokser skal svede nogle kilo ud for at passe i sin vægtklasse, og det råd, som fedtfejdere får forud for en fedtmåling. Her er det boksere fra klubben Sparta, der sveder. arkivfoto: henrik Bo

Så er det nu, der skal kæmpes og for alvor fejdes for at give den en ekstra skalle. Slutspurten er gået ind. I næste uge er der vejning rundt om i landsdelens Sund By butikker og på de øvrige vejesteder for sidste gang i det store Fedtfejde-projekt, som skal gøre det lettere at være nordjyde. Den store hovedkonkurrence om ny garderobe skal afgøres. Hvem har tabt mest fedt i løbet af de uger, Fedtfejden har udfordret nordjyderne til at leve et sundere og lettere liv? På fedtfejden.dk er det tydeligt, at opløbet er snævert, når det gælder de tabte kilo, som vi plejer at veje dem, men der er stadig åben kamp: det kan være spurten her i de sidste dage, der bliver afgørende for udfaldet. Men pas på! Fedtfælder er andet end de huller i jorden, som spejderne bygger til det ulækre opvaskevand… For hvem genkalder sig ikke billedet af bokseren, som sveder de sidste kilo ud inden kampen, så hans vægt passer perfekt ind i den vægtklasse, hvor han har sin største styrke? Adræt nok til at være hurtig, og tung nok til, at der bliver kraft i hans slag. Men Fedtfejden er ikke en boksekamp. Så taktikken duer ikke. Tværtimod. På trods af alle de gode råd om, at det er sundt at få pulsen op, skal de sidste fedtkilo ikke svedes ud. Det kan de ikke, og hvis man prøver, vil man opnå det stik modsatte resultat. Hokuspokus eller hvad? Både mange af de anonyme fedtfejdere, som er blevet kontrolvejet undervejs i forløbet, og de seks personer, som har fejdet offentligt på 24NORDJYSKE og her i NORDJYSKE Stiftstidende, har oplevet det fra uge til uge: De har taget lidt på i vægt – men de har tabt fedt. Eller de har tabt sig, men antallet af fedtkilo har ikke flyttet sig en tøddel. Konstateringen har givet frustrationer, måben og hovedrysten – og anledning til et fælles spørgsmål. Hvad sker der? Det har fysioterapeut og sundhedsfremmekonsulent i Nordjyllands Amt, Lars Lejbølle, svar på. Man skal nemlig se på flere af de tal, der kommer ud på den vægtstrimmel, man får, når man bliver vejet på en særlig fedtvægt. Ud over fedtmasse og fedtprocent specielt på den måling, der hedder TBW – total body water. - Væskebalancen er afgørende for, hvordan fedtmassen svinger, siger Lars Lejbølle. Hvis man har dyrket meget motion, kan antallet af tabte fedtkilo svinge nedad, og hos store mennesker kan det faktisk dreje sig om ret meget. Væskebalancen kan nemt svinge med halvandet kilo på et døgn, og derfor skal man principielt sammenligne flere bon’er og vurdere, om der er nogen, der falder udenfor, som man kan pille fra. Rent praktisk betyder det, at hvis man får vanddrivende medicin, kan det have indflydelse på fedtmasse-tallet, og især kvinder, som kan have tendens til hævede ben, skal principielt vejes på samme tidspunkt på dagen, hvis man skal have en direkte og helt nøjagtig sammenligning. I forhold til slutspurten, siger Lars Lejbølle, er det altså ikke smart at motionere en hel masse, lige inden man går på vægten. Faktisk skal man nok også holde sig lidt tilbage aftenen før, hvis man vil have det bedste – og mest reelle – resultat. I hvert fald er det vigtigt at sørge for, at væskebalancen er i orden. Lars Lejbølles råd betyder, at der er lavet om på tidspunktet for de vejninger, som bliver de uigenkaldeligt sidste i Fedtfejde-regi, nemlig de vejninger, som kan finde stand på Fedtfejdens stand i forbindelse med Limfjordsløbet 28. maj i Hammer Bakker. Her var den oprindelige plan, at deltagerne i Fedtfejdens konkurrence efter bedste traditionelle bokser-erfaringer kunne lade sig veje efter løbet, men det siger sig selv, at det duer ikke. Derfor bliver programmet ændret. Hvordan vil fremgå af næste tirsdags aktivitetskalender.