København

To sigtet for drabsforsøg

KØBENHAVN: To unge mænd er sigtet for at forsøge at dræbe, da de skød gennem ruden til tatovørbutik på Nørrebro i København og ramte en 46-årig mand i halsen. Begge nægtede sig skyldige under fredagens grundlovsforhør, hvor dommeren valgte at lade politiet opretholde anholdelsen i tre døgn. Offeret overlevede skudepisoden, der fandt sted 15. september, da en scooter med to mænd kørte op på siden af tatovørforretningen Route 81 på Nørrebrogade i København og skød tre gange gennem ruden i hovedhøjde. Ud over den 46-årige bestyrer af Route 81 opholdt flere andre personer sig i lokalet, da kuglerne begyndte at fyge. Og uden for tatovørforretningen - tæt ved et af indgangshullerne fra et projektil - holdt en barnevogn med et sovende barn. Ingen andre blev dog ramt af skuddene, der faldt midt i den travle bydels myldretid. /ritzau/