To sigtet i Iran for drab på canadisk journalist

Teheran, mandag /ritzau/Reuters Iran meddelte mandag, at to forhørsledere i sagen om en canadisk fotojournalists død i et fængsel er blevet sigtet for meddelagtighed i "halv-forsætligt" drab, rapporterede det officielle iranske nyhedsbureau, IRNA. - Sigtelserne, der er fremlagt over for forhørslederne, som skal være medlemmer af efterretningsministeriet, lyder på meddelagtighed i halv-forsætligt drab, skrev IRNA, der citerede en rapport fra Teherans anklagemyndigheds kontor. Ifølge IRNA har anklagemyndighedens kontor ikke identificeret de to forhørsledere. Den 54-årige iransk-canadiske fotojournalist Zahra Kazemi blev ifølge iranske regeringsembedsmænd dræbt af et slag i hovedet, efter at hun var blevet anholdt for at have fotograferet uden for Teherans berygtede Evian-fængsel. Hendes død har affødt en diplomatisk strid mellem Iran og Canada. Iranske embedsmænd sagde til at begynde med, at Kazemi døde af en hjerneblødning på grund af et hårdt slag mod kraniet. Irans vicepræsident Mohammad Ali Abtahi har senere sagt, at hun formentlig blev myrdet. /ritzau/Reuters