EMNER

To skridt frem og ét tilbage

De europæiske fællesskaber er igen kommet på dagsordenen i Danmark.

For en kort stund i hvert fald. Den fremadrettede og demokratiske Lissabon-traktat, som foreløbig 19 EU-lande har ratificeret, løb ind i et nederlag i Irland. Et snævert flertal af irerne stemte nej. Hvorfor det blev et nej, er der sikkert mange forklaringer på. For i Irland har det ikke handlet om sagen – nemlig Lissabon-traktaten, men alt muligt andet. En uskøn blanding af formørkede kristne, en excentrisk mangemillionær, folk med uhyre tæt forbindelse til terrororganisationer og en tidligere kommunist fra Danmark har haft held til at sætte dagsordenen i Irland. Et scenario, vi også så ved afstemningerne for et par år siden i Holland og Frankrig. Her var det "den berømte polske blikkenslager", der blev brugt som skræmmebillede. En kampagneform, vi også kender alt for godt herhjemmefra. De fleste husker vist stadig JuniBevægelsens skræmmekampagne i Danmark om ”de 40 millioner polakker.” Det er desværre ved at være et faktum, at debatten i Europa kører på ovennævntes præmisser. Tillige kan nævnes forbenede nejsigere som Jean Marie Le Pen og Jörg Haider. Alle steder kører debatten efter Jens Peter Bondes motto, ”hvis det kommer til at handle om sagen – så taber vi". Det var for øvrigt samme Bonde med en fortid i Danmarks Kommunistiske Parti, der gav irerne ”gode råd.” Men skal Europa videre, må vi acceptere ovennævnte herrer. Det er en del af den ytringsfrihed og toleranc, vi hylder – også i Lissabon-traktaten. Nemlig beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder. Nu kender jeg så ikke alle detaljer i irernes tankegang. Kun at Irland om nogen har fået fuld valuta ud af samarbejdet. Irland er fra at være et forarmet fattigt land via medlemskabet af Den Europæiske Union vokset til at blive et af de mest velstående lande i Europa. Men de ting, man her fra Danmark har set og hørt i debatten, understreger, at foruden nej-sidens sædvanlige skræmmekampagne, har ja-siden heller ikke været helt oppe i gear. En situation, vi desværre kender alt for godt herhjemme. Her har alle politikere på både nationalt plan og regionalt plan et medansvar. For vil vi have folk til at forholde sig realistisk til EU, kan det ikke hjælpe bare at gøre som strudsen, hver gang der er et problem. Eller som salig Lord Nelson, der satte kikkerten for det blinde øje. Det kan ikke hjælpe at sige som Socialdemokraternes nuværende formand, Helle Thorning-Schmidt, at så kan vi bare lade være med at afholde folkeafstemninger. Det kan heller ikke hjælpe at gøre som populisterne i Ny Alliance – nemlig bare skifte politik, alt efter hvad vej, folkestemningens vind blæser. NA'eren (lidt endnu) Jørgen Poulsen har da også betegnet dette som ”en spøg.” Tværtimod bør alle ansvarlige fortælle, hvad EU virkelig drejer sig om. Først og fremmest er det et fredens projekt. I Europa har vi nu haft fred i en uhørt lang periode. Det kan vi i høj grad takke de fremsynede europæiske ledere for, der for over 50 år siden lagde grundstenene for EU. Dernæst er det et praktisk projekt, som vi alle kan have gavn og glæde af. Når politikerne bryster sig af ”at nu har vi vedtaget det og det,” er der desværre en tendens til, at man lokalt tager æren for alt det gode. Også det, der kommer fra Bruxelles, Strasbourg og Luxemburg. Men når danske gartnere beder om – og får fælles regler omkring agurkers størrelse – er det straks bureaukraterne i EU der har skylden. Også lokalt har vi som politikere et medansvar. Forleden var der en borger her i Rebild Kommune, der takkede mig for et tilskud til en legeplads. Jeg nævnte, at hun kunne sende en del af takken til EU. Det blev hun helt paf over. Men fakta er, at en stor del af de midler, vi i kommunerne deler ud til landdistrikter m.m., er afsendt fra EU. Også her vil vi gerne tage æren. Men skal vi forsvare f.eks. ganske fornuftige licitationsregler, giver vi EU skylden. Vil vi stoppe nej-bevægelsernes skræmmekampagner, er der ingen vej udenom: Vi må fortælle, hvad De Europæiske Fællesskaber virkelig drejer sig om. Også de gode historier. Så skal vi nok komme de to skridt frem, som det altid er rart at komme, når vi er trådt ét tilbage.