To stemmer, som klæ'r hinanden

Koncert Brandt & Dickow: ”Alone together tour 09” # # # # # ¤ Med charme og en god stemme kan du komme rigtig langt. Og det gør Steffen Brandt og Tina Dickow, når de slår de akustiske guitarer sammen og tager plads på to høje barstole for at spille et blandet udvalg af hans og hendes sange. De første kender vi nogle gange til radiohudløshed i øregangen fra Brandts sædvanlige spillekammerater i tv-2, mens sangskriver Dickow synger på engelsk og efterhånden er lige så kendt et navn i udlandet som herhjemme. - Hvad blev der af den arkitekt? Hvem fik stoppet ham i tide?,undrer Brandt sig , efter at have betroet os, at han altid bliver lidt vemodig om hjertet, når han ser Aalborg-tårnet dukke op, mens salen morer sig højtlydt. Brandt har charmen, og med rutineret lune er han vel i denne sammenhæng det tætteste Århus kommer en østjysk kopiversion af Niels Hausgaard. Dickow har til gengæld en stemme, som de færreste kan matche herhjemme i klar renhed og detaljeret nuancering. Hun kunne synge op fra telefonbøger op, og numrene ville blive til poesi. Det akustiske udtryk klæder sangen – eller rettere sangene. For det er ikke blot i åbningsnummeret ”Kærligheden overvinder alt”, at det afdæmpede udtryk giver ordene en helt anden vægt end i det gentagne åh-wåh-rockrefrain, som tv-2 lejlighedsvis kan forfalde til at misbruge. Og der er vel ingen andre end Brandt, der herhjemme kan fortælle, hvorledes en mand kan blive ganske fortvivlet, når han opdager, at han samtalekøkken er blevet forvandlet til en samtaleentre, hvor der kun bliver sagt ”hej” og ”farvel” og ”køber du ind?”. Sigtet er skarpt, når der bliver rapporteret fra den danske normaltilværelse, som i Brandts optik er forrygende unormal. Danskerne kan godt blive særdeles forlegne, hvis de oplever utidige anfald af spontan livsglæde, kan vi forstå. Men det er både præcist og båret af stor kærlig undren over, at vi – og Brandt selv - kan opføre os tindrende uforstandigt, når det gælder eget liv og lykke. På den måde binder Brandt sangene og aften sammen med sin veloplagte siddende standup, mens Dickow lægger engleskøn andenstemme på, når det er Steffen, der fører an i sine egne sange. Hun tager til gengæld i den grad over i første sæts trejde sang. I hendes egen ”Room With A View” er hun totalt ubesværet tilstede, krævende total opmærksomhed fra sit publikum. Her som et par andre steder tilføjet ekstra danske vers fra Brandts hånd. Brandt holder sig fornuftigt til keyboardet , da Dickow synger hans udlængselssang ”Randers Station”, og ordene får vingefang på en helt anden måde. I det hele taget var første sæt præget af et sjældent nærvær og en dynamisk lydhør fremførelse af numrene. Fra det tyste og afdæmpede til numre, hvor der kom kant og tråd på, når de halvakustiske Gibson-guitarer kom i front. ”Heaven and Hell” hedder et af Dickows numre, men vi var nu mest i himlen, når Tina sang igennem, klar som krystalglas og med sødmefuld fylde, inden første sæt rundede af med først Dylan nummeret ”Don’t Think Twice, It’s All Rigth” med Brandt på mundharpe og siden ”For dig ku’ jeg gøre alting”. Efter pausen fortsatte guitar-tvillingerne på samme måde med et miks af Brandt og Dickows sange. ”Herlev, det er skønt” får tilføjet smuk scatsang fra Dickow, der til gengæld dedikerer sin ”Nobody’s Man” til en smedelærling fra Bjerringbro. Brandts fordanskning af Leonard Cohens ”Hallelujah” blev hilst med spontane klapsalver, og efter ”De første kærester på månen” og ”Kys bruden” havde salen ikke i sinde at give slip, og det blev til en stribe ekstranumre. En corny, men charmerende version af Nancy og Frank Sinatra-hittet ”Something Stupid”, en guitarhamrende ”Duggede ruder” med en lille citatsløjfe fra The Doors ”The End”, inden aftenen løb ud i ”åh, jeg ville gerne – tænde din lanterne”. Det fik de bestemt gjort på en udsolgt aften, hvor Aalborg-publikummet havde mere end svært ved at give slip. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk Brandt & Dickow: ”Alone together tour 09” Aalborg Kongres & Kultur Center, Europahallen, lørdag aften.