To stjerner til "Adrift": Flad film fuld af fejl

Man må krumme tæer over de fundamentale fejl, der er og som gør filmen helt utroværdig, lyder det i anmeldelsen

Video Suzanne Tram
Shailene Woodley har ikke mange nuancer i sit skuespil.
Filmanmeldelse 14. juni 2018 19:36

FILM: "Adrift"

Det er en uskik at indlede en film med slutningen, og så filmen igennem krydsklippe mellem scener fra begyndelsen og slutningen for til sidst at nå en syntese, hvor de to dele mødes og al handling og udvikling forenes. Det er set alt for mange gange, og det virker som et greb, der bruges, når den historie, der skal fortælles, er for tynd eller mangler drama og pointer. Det er sjældent, det bibringer en film noget ekstra.

Det gør det heller ikke i "Adrift", der er bygget på et autentisk drama om to unge forelskede menneskers stormfulde forlis i en stor sejlbåd på Stillehavet i en af historiens værste orkaner. De to, Tami og Richard, har mødt hinanden på Tahiti. Richard, spillet af Sam Claflin, er sejler og en drømmer, der helst vil leve af og i at sejle jorden rundt. Tami, spillet af Shailene Woodley, er rejst ud fra Californien med en rygsæk for at finde noget, hun endnu ikke har defineret.

Måske sig selv. Måske kærlighed.

Richard drømmer om at seje jorden rundt

De to bliver hurtigt et etableret par med seriøse planer om al fremtid sammen, og inden Richard frier til Tami, har han spurgt hende, om hun vil sejle jorden rundt sammen med ham. Det er den ultimative kærlighedserklæring i den verden af vand, vildskab og drømme, de to lever i.

Som ved et trylleslag fra en fe, får de tilbudt at sejle et ældre ægtepars 55 fods luksus-sejlbåd fra Tahiti til Californien. Richard er fyr og flamme. Tami mere forbeholden. Det er ikke hendes kop te lige der at skulle returnere til San Diego, som hun kort forinden har forladt i sin søgen. Men hun trodser sin mavefornemmelse, og de to tager afsted.

Suzanne Tram
Mens alt endnu er lutter lykke for Tami og Sam på Tahiti.

Så langt så godt. Der er nogle fantastiske dage om bord og på det store ocean, hvor der ikke er andet end vand, så langt øjet rækker og længere end det. Den del af filmen er flot filmet, mens alle scener på land var middelmådige. Snart smadres idyllen for de to, da havet viser tænder, og den værste orkan nogensinde ruller sig ud.

Snart smadres idyllen... Der er ingen tvivl om, at instruktør Baltasar Kormákur, der har lavet både "Dybet" (2012) og "Everest" (2015), har været meget fascineret af "All is lost" (2014) med Robert Redford i hovedrollen. En fantastisk film med fantastiske scener ombord i uvejret, der blev belønnet med snart sagt alle de filmpriser, der findes.

Men "Adrift" falder helt fra hinanden, da orkanen kommer. Man må krumme tæer over de fundamentale fejl, der er og som gør filmen helt utroværdig. Og det må være grusomt at se for Tami Oldham Ashcraft, der overlevede orkanen og fortsat lever og sejler på de store have.

De to i filmen sejler ind i orkanen for fulde sejl. End ikke en idiot ville søge at manøvrere en sejlbåd for sejl i orkan. De fleste ville binde roret og gå under dæk for at vente på, der blev stille vejr. Men i "Adrift" forsøger Tami og Richard at sejle skibet for sejl, råbe til hinanden og løbe rundt på dækket og rykke i reb og trække i sejl, som man kunne gøre i almindeligt vejr.

Derfor ses det også, at de to ikke har redningsveste eller overlevelsesdragter på og ikke er fastgjort i sikkerhedsliner. De har end ikke en redningsflåde ombord. Så kan der nærmest ikke laves flere fejl.

Richard bliver da også skyllet over bord, og masten knækker, fordi rykket i sejlet bliver for voldsomt, og alverdens liner og stag filtres ind i ror og skrue.

Tami bliver ombord, vågner op fra sin besvimelse i det skib, der nu er halvt fyldt med vand, og kan konstatere, at Richard ligger på deres omvendte jolle et stykke væk på det hav, der igen er faldet til ro. Hun får ham tilbage på sejlbåden, men han er hårdt såret.

Og så udlever de to mange døgn på havet på sparsomme rationer af ferskvand og dåsemad, mens Richards sår bliver mere og mere inficerede, og han bliver mere og mere syg, mens Tami viser sig at være gjort af et ganske særligt stof.

Richard giver op, og Tami giver slip og lader havet overtage ham. For hende bliver det til 41 døgn på havet.

Suzanne Tram
De to drømmer hver sin drøm.

De to skuespillere er kønne men ikke imponerende. Sam Claflin har flotte tænder, han konstant lufter, og Shailene Woodley har de flotteste ben. Men som skuespillere er de begge lidt endimensionelle og uden mange nuancer.

Det er ikke til at komme med et godt bud på, hvad instruktøren vil med sin film. Den yder ikke virkeligheden retfærdighed, og den er hverken imponerende, særligt flot eller spændende. Den er bare.

Og sådan har det helt sikkert ikke været for Tami Oldham Ashcraft at gennemleve sit livs mareridt. De 41 døgn, hun skrev sin bog om "Red sky in the morning - a true story of love, loss and survival at sea", der rummer langt større dybder og funderinger, end "Adrift" kommer i nærheden af. Og fordi "All is lost" er rullet over biograflærredet, ender "Adrift" med at blive en næsten patetisk og lille film.

"Adrift"

  • USA, 2018.
  • Instruktør: Baltasar Kormákur
  • En time og 35 minutter, frarådes under 11 år
  • Danmarkspremiere 14. juni 2018

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Her ville vi gerne vise dig forslag til artikler fra vores magasiner, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...