To store stemmer gæster Als Kirke

Sopranen Elsebeth Dreisig og tenoren Jan Lund giver koncert søndag eftermiddag.

Teater 25. februar 2011 09:00

Søndag eftermiddag inviteres til et genhør med sopranen Elsebeth Dreisig i Als Kirke. Med sig har hun denne gang tenoren Jan Lund. - Elsebeth Dreisig sang i Als Kirke for et par år siden og gav her den næsten fyldte kirke en frydefuld oplevelse. Mange har siden spurgt, om ikke hun ville komme tilbage, fortæller kirkens organist Troels Kold, der har tilrettelagt koncerten og som akkompagnerer de to. I de forløbne par år har Elsebeth Dreisig haft fuld fart i karrieren. Det er blevet til titelrollen i Verdis opera "La Traviata" på Den Jyske Opera, titelrollen i Lehars operette "Den Glade Enke" på Den Kgl. Opera på Holmen og Enkedronningen i Bo Holtens ny opera "Livlægens Besøg" samme sted. - I denne vinter synger hun det kolossale titelparti i Puccinis opera "Madama Butterfly" på operaen i Malmø, så det er en sopran på højdepunktet af sin karriere, der lægger vejen omkring Als, siger organisten. Jan Lund er uddannet som både pianist og sanger ved konservatoriet i Aalborg, kom hurtigt ind på Den Kgl. Opera og har sunget både der, på Den Jyske Opera og i Wien, Belgien og Holland. - I Als vil Elsebeth Dreisig og Jan Lund synge et blandet program af kirkemusik, opera og så noget af det lidt mindre højtidelige, oplyser Troels Kold. Koncerten varer godt en time, og der er gratis adgang.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...