Trafikulykker

To tilskadekomne ved trafikuheld

AABYBRO:To biler kørte i går eftermiddags sammen på Kattedamsvej nær Aabybro. Begge billister kom til skade ved ulykken og blev bragt til Aalborg Sygehus med politileskorte. Et vidne der kørte lige bag den ene part i uheldet, en 28-årig mand fra Gandrup, har fortalt politiet, at en knallert foran den 28-åriges bil tog et sving ud midten af kørebanen for derefter at dreje til højre af en sidevej til Kattedamsvej. Den 28-årige forsøgte i første omgang at undvige knallertens sving ind på kørebanen ved at føre bilen længere mod højre, men her gled bilens hjul i den bløde rabat, og da den 28-årige forsøgte at svinge tilbage på kørebanen, mistede han herredømmet over bilen, og havnede i den modsatte vejbane, hvor han ramte en modkørende bil. Ved sammenstødet rullede mandens bil rundt, og den endte liggende på vejen med førersiden mod asfalten. Her sad den 28-årige fastklemt mellem døren og ratstammen, og Falck måtte skære ham fri inden han kunne blive bragt på skadestuen. Tirsdag aften oplyste Aalborg Politi, at den 28-årige stadig var indlagt, men de kunne ikke sige noget nærmere om hans tilstand. Føren af den modkørende bil, en 48-årig kvinde fra Aabybro, slap tilsyneladende fra uheldet med en hjernerystelse.