To timer, to kander kaffe ...og et helt samfund

Dommerpanelet måtte vidt omkring i samfundet for at sætte ord på Danmarks ni største problemer

KØBENHAVN:Som i alle gode diskussioner begynder dagen med en opsang. Vi skal ellers tale om samfundet i dag. Om de problemer, dagens Danmark står overfor, som samfundet burde tage livtag med og gøre noget ved. Men når alt kommer til alt, består "samfundet" jo af nogle millioner unge og gamle, lyse og mørke, høje og lave danskere. En af dem, i dette tilfælde en ældre, ikke så høj dame, lægger ud med at give en røffel til befolkningen. - Danskerne har vænnet sig til, at politikerne tager sig af alting. De er ikke indstillet på at betale prisen for at være i et demokrati: Nemlig at orientere sig. De ser ikke samfundsbudgettet som en helhed, men spørger bare: Hvad kan jeg få noget ud af? Lise Nørgaard smiler, som hun har for vane, og sender bolden videre til sin bordherre, Niels Pontoppidan, der straks samler den op: - Man lægger sig fladt på maven og siger, at det skal nogle andre ordne for en. Hvor er det dog uheldigt og dårligt for mig - og hvor er det nogle andres skyld! Dagens første lære er altså, at hvis vi alle sammen tog ansvar for vores liv og i øvrigt levede op til den demokratiske pligt om at følge med, ville samfundet være knap så skrøbeligt. Hvorefter panelet går i sving med dagens egentlige mission: At koge 49 bud på det danske samfunds største problemer ned til mellem fem og ti "grundproblemer". Et Christiansborg'sk mødelokale med mere end seks meter til loftet er den perfekte ramme om en opgave af det omfang. Tilløb Panelets Benjamin, Clement Kjersgaard, lægger ud med et panorama-kig på de 49 bud på problemer. - Der er, som jeg ser det, fire store temaer. Der er alle dem, der refererer til ensomheden eller individualiseringen: Noget med, at det danske samfund er ved at miste nogle værdier. For det andet er der det pudsige ord "provinsialismen". Så er der en række pointer om Danmarks økonomiske situation, og til sidst er der et punkt, man kunne kalde politisk vilje eller handlekraft. Clement indskyder en iagttagelse til indgangsbønnen, som skal vise sig at være meget betegnende for de næste to timer: - Det slog mig, at problemerne er forbundet, siger han og kommer med et eksempel: Danmarks kan få svært ved at bevare et forspring i den internationale konkurrence, men det hænger direkte sammen med, at politikerne kvier sig ved at træffe beslutninger, der batter noget. Dagens diskussionen skal da også vise sig at skøjte omkring mellem emnerne. Samfundet holdes ikke oppe af lodrette, adskilte søjler, men af et rodnet, hvor alt griber ind i hinanden. Det tager dog få minutter, før panelet enes om, at hvis man overhovedet skal lirke ved samfundets rødder, er politikernes mod centralt. Pap-politik Og politisk farve betyder ingenting i den sammenhæng, understreger Lise Nørgaard. - Jeg synes Eigil W. Rasmussen fra Kommunernes Landsforening siger det væsentlige: At problemet er manglen på politisk vilje i regeringen og oppositionen. Man kører bare videre af samme spor af skræk for bestemte grupper, siger forfatteren. Fraværet af det lange perspektiv er med til at hæmme Danmarks udvikling, skønner Ragnhild Riis. - Tag Nationalmuseet. To procent af dets indtægter kommer fra entré. To procent. Hvis vi mener, at vi lægger vægt på kultur, uddannelse, forståelse af vores kulturarv - herregud, kunne vi så ikke lave gratis adgang hver dag. Clement Kjersgaard griber idéen. - Jeg mener ikke, at statens rolle eller skatteprocenten nødvendigvis skal vokse. Men det var måske relativt gennemskueligt, hvis man sagde: Nationalmuseet og den kollektive trafik er statslige opgaver, dem kører vi, og der er ingen entré. Og de steder, hvor man skærer ned, der skærer man helt ned. I stedet for udhulingen hele tiden. Panelet gør manglen på politisk vilje til problem nr. 1 på den hvide tavle. Klog på en dum måde Dagens panel er en smule hæmmet af et mandefald: Den økonomiske vismand Jørgen Birk Mortensen blev i sidste øjeblik forhindret i at komme. De fire føler sig ikke så hjemme i nationens økonomi, at de tør betvivle de bud på "bruttolisten", som henviser til arbejdsmarkedet. Niels Pontoppidan mener grundlæggende, at det danske arbejdsmarked har den styrke, at det er let for virksomhederne både at ansætte og afskedige medarbejdere, hvilket gøder Danmarks konkurrenceevne. På den anden side har de stærke fagforeninger gjort det svært at stå udenfor. - Når vi ikke som sådan er i stand til at bedømme, hvor stort problemet er, synes jeg vi skal anerkende, hvad der står på listen, siger Niels Pontoppidan, og der nikkes om bordet. Alle fire rykker dog frem på stolene, da Lise Nørgaard bringer de danske skoler på banen. - Man har ikke lært børnene nysgerrighed. Man har ikke givet dem det udsyn, som vi fik i min tid, og som mine børn også fik. Det følgende kvarter kappes panelmedlemmerne om at understrege, hvor meget bedre det danske skolesystem burde være - fra den første madpakke til ph.d.-graden. Vi tror for lidt på, at viden har selvstændig værdi, synes Clement Kjersgaard. Lise Nørgaard mener, at skolen burde satse alt på at hjælpe børn fra bogligt svage hjem op på niveau med de heldigste børn, så forspringet ikke forplanter sig livet igennem. Ragnhild Riis savner både myndige lærere og et højere ambitionsniveau. Igen er det Niels Pontoppidan, der trækker panelet tilbage på sporet. - Jeg er helt enig. Men hvordan formulerer man det, så det ikke virker som en stor, gammeldags pegefinger fra en samling velbjærgede mennesker? Panelet godtager en formulering om, at uddannelsessystemet overordnet set ikke er så godt, som det kunne være. Vi bor alle i ghettoer Ensomhed. Kulde. Vi kan eller vil ikke håndtere dem, der er anderledes. En række af de 49 bud maler et billede af danskerne, der passer sig selv, mens vi hver især driver væk fra hinanden. Hvis vi overhovedet har plads til andre på vores isflage, er det udelukkende folk som os selv. Panelet bliver hurtigt enig om, at ordet "polarisering" rammer tendensen, som blandt andet dækker over, at der bliver flere ensomme unge, mens forskellen mellem de rige og de fattige vokser. - Det er jo ikke kun indvandrerne, der lever i ghettoer. Vi lever alle sammen i sociale ghettoer, og det er faktisk rigtig skidt for det, nogle kalder sammenhængskraften i samfundet, byder Ragnhild Riis ind. - Før gik man til håndbold. I dag står man i fitnesscenteret med sine høretelefoner på. Panelet kan dog ikke blive enige om, hvorvidt samfundet er blevet mere egoistisk end tidligere. Niels Pontoppidan hælder mod, at det er en typisk myte om, at alt var bedre i gamle dage. Clement Kjersgaard og Ragnhild Riis diskuterer sig dog frem til en beskrivelse, som alle fire dommere støtter: Tidligere følte danskerne sig knyttet til kvarteret, landsbyen og storfamilien. I dag rækker solidariteten kun ud til vennekredsen (på eget uddannelsesniveau) og kernefamilien hjemme bag de fire vægge. Lise Nørgaard kender det bedste eksempel. - Mange af kernefamillierne er sig selv nok. Det får man at vide, hvis man snakker med skolefolk: De interesserer sig fortrinsvis for deres egen lille Hassan. De andre børn kan være staffage til fødselsdage og lignende, men forældrene interesserer sig kun for deres egne børn. Imens har vi efterladt de svage grupper, som ikke har medlemskab i nogle "netværk", og som hovedsageligt fornemmer globaliseringen på antallet af udenlandske serier i fjernsynet. Niels Pontoppidan kommer i tanke om et radioprogram, han har hørt, om forskellen på samfundets nederste i dag og for 100 år siden. Dengang var arbejderklassen en slagkraftig bevægelse, ingen kunne overse. I dag er de svage usynlige. - Problemet er ikke på samme måde økonomisk ulighed, som det var i gamle dage. Det er en ulighed mellem eliten og dem, der ligesom er koblet af udviklingen. Både økonomisk og akademisk... - Og sprogligt, skynder Lise Nørgaard sig at indskyde. Kulturkløften Der går et øjeblik, fra integration er bragt på banen, til ordet står på tavlen. Problemet er åbenlyst. Clement Kjersgaard og Niels Pontoppidan drager begge en amerikansk forfatter på banen, som de mener hjælper til at spore maskinfejlen i integrationsmotoren. - Den nye indvandring til USA adskiller sig fra tidligere ved, at den er geografisk begrænset. Det er dét, der bringer integrationsgryden af kog. Hvis man er den eneste mexicaner i hele blokken, så er man nødt til at lære engelsk. Hvis der er 20 mexicanere i blokken, behøver man ikke, siger Clement Kjersgaard. Med andre ord har vi i Danmark ladet vores 20 mexicanere bo dør om dør, og det har ikke været nogen succes. Niels Pontoppidan mener også, at ghettoerne er et helt centrale - selv om de er fuldt forståelige. - Ville vi ikke også gøre sådan? Man vil vel gerne klumpe sig sammen med nogen, der ligner en selv. Panelet enes om, at danskerne bærer en del af skylden for den manglende integration. Både fordi vi modtager det anderledes med korslagte arme, og fordi samfundet er for stift. - Jeg kender en dame, der havde en stor frisørsalon i Sarajevo. Hun fik ét semester godskrevet på frisørskolen, fordi hendes "grundklipning" var forkert. Jeg mener: Det er da dårligt købmandskab, at vi ikke giver folk en chance, siger Ragnhild Riis. Danmark, verdens navle To problemer kræver næsten ingen diskussion. Truslerne mod miljøet skrives direkte på tavlen med en konstatering fra Niels Pontoppidan om, at "så har vi i hvert fald ikke tænkt nogle originale tanker". Tilsvarende deler panelets medlemmer den opfattelse, at sundhedsvæsnet ikke er godt nok, når det handler om at imødekomme de syges behov. Sundhedsvæsnet opfører sig - måske på grund af økonomisk udhuling, indskyder Clement Kjersgaard - for meget som en maskinfabrik. Ragnhild Riis husker sin mellemste datters blindtarmsoperation, som hun synes illustrerer problemet. Operationen var lynende effektiv. - Hun blev opereret og udskrevet inden 12 timer, men hun fik ingenting at vide om, hvordan hun skulle bære sig ad bagefter. Hun kunne være taget på arbejde i Kvickly ugen efter og løftet papkasser, og det får man altså brok af. Det sidste problem kræver til gengæld mere snak. Provinsialismen. - Jan Lindhardt har ret, begynder Niels Pontoppidan med henvisningen til den sjællandske biskops kommentar om danskerne: - "Når vi hænger så tæt sammen, har vi svært ved at tackle verden omkring os." Det er den ofte påpegede sammenhæng mellem mindreværdskompleks og merværdsfølelse. Og jeg er bange for, at den er taget til. Clement Kjersgaard griber tråden. - Provinsialisme er et frygteligt udtryk, men det er jo rigtigt! Og det hænger også sammen med velfærdsproblematikken. For der kommer en opdeling mellem det internationale, som er en trussel mod velfærdsstaten og fjernt og hårdt, og det danske, som er blødt og varmt - og som vi så holder fast i, alt hvad vi kan. - Vi klamrer os til flagstangen! indskyder Lise Nørgaard. Listen er færdig De sidste kopper kaffe hældes op bordet rundt. Diskussionen har varet et par timer. Christiansborg er stille, og et par døre fra mødelokalet ligger folketingssalen øde hen. Lise Nørgaard vender tilbage til de folkevalgte, der til daglig vimser frem og tilbage på gangen udenfor. - Nu kommer der et postulat fra mig: Somme tider synes jeg, at politikerne kender befolkningen for lidt. De ved for lidt om de vilkår, folk lever under, og hvordan deres beslutninger virker ude i den virkelige verden. Ragnhild Riis tager ordet - og sætter et ikke helt dårligt punktum for dagen. - Jeg er fuldstændig enig. Det er også det, jeg mener med, at vi alle sammen lever i vores egne bobler. Politikerne lever her, skolelærerne lever her, embedsmændene lever her. Der for få fælles mødesteder. Det er også derfor, det har været sjovt at være her.