To-tre år med byggerod på Kornumgaard

BRØNDERSLEV:De næste to-tre år vil der være byggerod på Plejehjemmet Kornumgaard i Brønderslev, men når byggeriet er afsluttet, bliver der også gode forhold. De tre obligatoriske spadestik blev taget af henholdsvis borgmester Jens Arne Hedegaard(V), Edith Olesen, der er beboer, og direktør PoulBæk fra danske Diakonhjem. Jens Arne Hedegaard sagde, at de 54 eksisterende og nu ”gamle boliger” vil blive omdannet til 54 nye, større og mere tidssvarende boliger til de ældre. Der bliver endda 18 helt nye boliger. - Det er vigtigt, at vi her giver beboerne endnu bedre forhold.Det er min fornemmelse, at folk er glade for at bo her. Her bliver taget hånd om beboerne. - Vor tid er præget af, at ældre medborgere ikke længer lader sig nøje - og heldigvis for det. Man stiller krav til såvel sevice som boformer. For selvfølgelig skal også den tredje og fjerde alder have høj kvalitet. Jens Arne Hedegaard glædede sig over det samarbejde, der er med Plejehjemmet Kornumgaard. - Det betyder meget, at beboere og brugere har det godt på institutionen. Direktør Poul Bæk sagde, at da Kornumgaard blev indviet i 1972, var det et moderne plejehjem, der svarede til den tids behov og krav.Det blev bygget efter datidens love og regler for plejehjemsbyggeri. -Tiderne har ændret sig, og kravene er blevet anderledes, bemærkede han. Formand for social- og sundhedsudvalget, Birgitte Josefsen (V), konstaterede, at vi er meget optaget af at have en bolig, der er indrettet således at dagligdagens gøremål kan udføres på den mest praktiske, rationelle arbejdsmiljømæssige måde. - En generation tilbage blev der i Danmark bygget mange plejehjem, som efter den tids normer var vild luksus, men som med så meget andet har vore behov og krav ændret sig. I dag ønsker den enkelte en plejehjemsbolig med god plads, et stort baderum, en bolig, der er lys og venlig. Samtidig er vi blevet mere bevidste om at bedre arbejdsforholdene for det personale, der arbejder i ældresektoren.