To tyske turister skudt af indonesisk militær - en død

En tysk turist er død og en anden såret, efter at de i aftes blev beskudt af indonesisk militær.

Det sagde militærets talsmand, oberstløjtnant Achmad Yani Basuki, tidligt i dag i telefonen til det britiske nyhedsbureau Reuters. Ifølge talsmanden var der i aftes meldt om mistænkelige aktiviteter nær separatisternes højborg i Aceh-provinsen. Han gav ingen detaljer om skyderierne, men oplyste, at det drejede sig om en 54-årig mand, der døde, og en 49-årig kvinde, der blev såret. Begge havde turistvisa på sig. /ritzau/Reuters