To ud af tre knallerter var ulovlige

Sammen med Færdselspolitiet gennemførte landpolitiet i Aars morgen-knallertrazzia ved Erhvervsskolerne

Politi 21. september 2007 06:00

AARS: To ud af tre kørte ulovligt på deres knallert. Det var resultatet af en razzia, som landpolitiet i Aars i samarbejde med Færdselspolitiet gennemførte ved Erhvervsskolerne i Aars. Det skete fra kl. otte om om morgenen, og ved at lægge en ¿ring¿ på vejene i området fik knallertkørerne ikke mulighed for at vende om eller stikke af fra ordensmagten. Så fælden klappede for de unge knallertkørere, der ikke havde køretøjet eller papirerne i orden. 12 var ulovlige - Vi stoppede 18 knallerter, og ikke færre end 12 af dem var ulovlige. En rystende høj andel af de stoppede knallerter, mener landbetjent Per Møller. - Vi kan nu håbe, at aktionen har en præventiv effekt, så vi kan få begrænset antallet af ulovlige knallerter. Det drejer sig primært om, at de populært sagt er tunede, så de kan køre meget stærkere end tilladt, hvilket jo er farligt både for dem selv og medtrafikanterne, tilføjer Per Møller. Forældre-ansvar Han opfordrer samtidig de unges forældre om at være opmærksomme på problemet - og tage ansvar: - Mange af de unge knallertkørere bor hjemme, og jeg har svært ved at forestille mig, at forældrene kan være uvidende om, at deres børn kører på ulovlige knallerter. Det kan man jo både se og høre, selv om den unge måske ikke lige selv fortæller det, så her kommer forældreansvaret ind i billedet. Desuden er der også det forsikringsmæssige. Det kan således få alvorlige, økonomiske konsekvenser, hvis der sker et uheld i forbindelse med kørslen på en ulovlig knallert, advarer landbetjenten. 2000 kr. i bøde Og økonomiske konsekvenser får det under alle omstændigheder for de unge, der kørte på ulovlige knallerter. De 12 står nu til bøder mellem 1000 og 2000 kr. plus konfiskation af ulovlige dele. To af de ulovlige knallerter underkastes i øvrigt et nærmere eftersyn af bilinspektøren - den ene af dem for at få fastslået om der i virkeligheden er tale om en mindre motorcykel. I givet fald vil føreren af den få yderligere et problem: Han har nemlig ingen motorcykelkort. Som ¿sidegevinst¿ ved razziaen konstaterede polifolkene også, at nogle af knallertkørerne ikke har et knallertkørekort eller køretøjet forsikret.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...