Vold

To unge fængslet for overfald

Offer indlagt efter flere slag og spark

AALBORG:Ofret fik ikke kun adskillige slag og spark på kroppen og i hovedet, da to mænd lørdag morgen overfaldt en yngre mand i en lejlighed i Nørresundby. Den unge mand blev også truet med en kniv til at udlevere penge. Røveriet blev dog ikke til noget, fordi ofret ikke havde nogen penge. På baggrund af et ihærdigt politiarbejde lykkedes det søndag at anholde to mænd på 20 og 21 år, som er sigtet for forsøg på røveri, subsidiært grov vold og trusler. Begge blev i går fremstillet i grundlovsforhør og varetægtsfængslet i foreløbig to uger. Den ældste erkendte sig ved grundlovsforhørets start delvis skyldig og indrømmede, at ofret havde fået "nogen slag og spark". Derimod nægtede den 20-årige formodede medgerningsmand ethvert kendskab til sagen. Han havde overhovedet ikke været på adressen i Nørresundby, lod han forstå. Ofret indlagt Politiet fik anmeldelsen lørdag, men er gået stille med dørene siden. I første omgang kunne ofret nemlig ikke udpege de to gerningsmænd, men via billeder lykkedes det at få dem indkredset, og søndag eftermiddag blev den 20-årige anholdt, hvorefter den 21-årige senere på aftenen indfandt sig på politigården, fordi han var klar over, at han var efterlyst. Ofret blev indlagt til observation, men kunne udskrives igen søndag, og tilsyneladende har han ikke lidt større fysisk overlast. Tilsyneladende går striden længere tid tilbage. Ofret var for flere måneder siden til en fest, hvor en af de sigtede også deltog, uden at de dog kender hinanden. Da sigtede ville forlade festen, havde han glemt sin mobiltelefon, men den blev kastet ned til ham. Uheldigvis ramte den jorden og gik i stykker. Den person, som kastede mobiltelefonen, er identisk med den mand, som lørdag morgen blev overfaldet i sin lejlighed i Nørresundby. Derfor er det politiets teori, at ofret er blev afstraffet på grund af den ødelagte mobiltelefon, og han af samme grund blev truet til at betale penge. Lukkede døre Grundlovsforhøret i går foregik for lukkede døre, fordi det ifølge anklageren ville hindre sagens opklaring, hvis deres forklaringer kom frem. Blandt andet skal politiet afhøre ofret på ny, og andre vidner skal også kontaktes en gang til. Forsvarerne for de to unge mænd protesterede mod dørlukningen og mente ikke, at åbne døre ville lægge afgørende hindringer i vejen for opklaringen. Men dommeren gav anklageren medhold og tømte retssalen for tilhørere. Begge de sigtede har kæret fængslingen til Vestre Landsret.