To unge i vanvidskørsel

To unge, berusede mænd i en firhjulstrækker skabte søndag aften skræk og ødelæggelse i rundkørsler og på veje ved Brønderslev

Trafikulykker 30. september 2009 11:21

Politiet fik ved 20-tiden de første meldinger om mændenes hærgen, og klokken 21.50 blev den 27-årige fører anholdt i Blokhus-området - manden var i følgeskab med en 29-årig bekendt. - Det er fantastisk heldigt, at ingen er kommet til skade, siger Kitte Nørlev fra politiet i Brønderslev. Først på aftenen fik politiet melding om, at makkerparret var kørt ind i en læmur ved Brugsen i Jerslev, og siden fortsatte de deres vilde ridt tværs over torvet i Jerslev, hvor to pullerter bukkede under. Mændene nåede at lægge vejen gennem bedene i fem rundkørsler i Brønderslev, og driftsleder Finn Bjerning oplyser, at planter og skilte til en værdi af cirka 50.000 kroner blev ødelagt. Samtidig blev bilister undervejs skræmt af den hensynsløse og hasarderede kørsel. En anmelder blev i første omgang overhalet på Agdrupvej af bilen, der kom med høj fart. Den kørte ind foran ham og holdt derefter stille på cykelstien. Kort tid efter så anmelderen atter bilen i høj fart bag sig - men denne gang fortsatte den tværs gennem rundkørslen på Tolstrupvej. En borger så senere på aftenen firhjulstrækkeren holde på en mark ved Tylstrup Kro. Vedkommende aflæste bilens registreringsnummer, og en politipatrulje ventede på mandens bopæl, da han og kammeraten kom hjem.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...