To unge varetægtsfængslet for drab

København, fredag /ritzau/ En 16-årig mand i kørestol nægter sig skyldig i drabet på en 20-årig på Aldersrogade torsdag. Alligevel valgte dommeren at varetægtsfængsle ham i 12 dage. De tre unge mænd, der alle er sigtet for drabet på den 20-årige Mohammed Sarfaz, nægter sig skyldige. Alligevel blev de to varetægtsfængslede i Københavns dommervagt fredag. Den 20-årige, der har pakistansk baggrund, blev skudt i panden med en revolver torsdag formiddag i en lejlighed på Aldersrogade. Han var i live, da en kammerat fandt ham, men døde senere af sine kvæstelser på Rigshospitalets Traumecenter. Den første sigtede, en 16-årig, blev kort efter klokken 11.30 kørt ind til vidneskranken i sin kørestol, som han har været lænket til siden en ulykke tidligere i livet. Efter en kort samtale med sin forsvarer nægtede den forskræmte unge mand sig skyldig. Bag lukkede døre forklarede han sig i grundlovsforhøret, og på den baggrund valgte dommeren at varetægtsfængsle ham i 12 dage. Også en 17-årig med indvandrerbaggrund afviste både påstanden om manddrab og overtrædelse af våbenloven. Men også hans forklaring for lukkede døre sendte ham bag tremmer i 12 dage. Den sidste sigtede, en 18-årig mand med indvandrerbaggrund, blev løsladt efter grundlovsforhøret, men sigtelsen er opretholdt. /ritzau/