Røverier

To varetægtsfængslet efter røverier på gaden

AALBORG:Efter en hurtig indsats tidligt i går morges lykkedes det politiet i Aalborg at finde og anholde fire somaliske mænd mellem 19 og 23 år. De mistænkes for et røverisk overfald i en af smøgerne mellem C.W Obels Plads og Bispensgade i Aalborgs midtby. To af de unge mænd, en 19- og 21-årig, blev efter et grundlovsforhør i går eftermiddags varetægtsfængslet frem til 9. februar, mens de to andre blev løsladt. I smøgen ved C.W. Obels Plads blev en mand kl. 6.40 holdt op og siden både slået og sparket af fire mænd af afrikansk herkomst. De efterlod ofret på jorden, mens de stak af med hans tegnebog. Røveriet i Aalborg skete kun 10 timer efter en tilsvarende episode i Nørresundby. Her blev en 66-årig kvinde væltet omkuld af tre unge mænd, da hun stod af bussen ved Frank Rygårds Vej. De forsvandt med hendes taske med bl.a. papirer, kontanter og et gavekort til Føtex. Kvinden kom ikke fysisk noget alvorligt til ved den voldsomme medfart men blev en del chokeret. De to røverier på åben gade er ikke enestående. Lignende episoder er forekommet flere steder i byen den seneste tid.