Veterinærvirksomhed

To velplejede katte savner deres hjem

Dyrlæger bruger meget tid på at tyde dårlige øretatoveringer og lede i registre efter katteejer

HOBRO:En velplejet gråstribet hankat blev i lørdags påkørt på Skivevej. Den blev bragt til Hobro Dyrehospital med chok og indre blødninger, og her kom den under kyndig behandling. Den lille grå kat har det nu fint, men den er snart ked af at sidde i et bur på dyrehospitalet, og vil gerne hjem igen. Men dyrehospitalet kan ikke finde katteejeren. Katten er godt nok øretatoveret, men tatoveringen er blevet noget utydelig, så den er svær at læse. Sygeplejerske og dyrlæge har prøvet sig frem og kontaktet dyreklinikker og katteregistre, men endnu har de ikke haft held. - Øremærker består først af et bogstav, som fortæller hvilket år, katten er mærket. Dernæst er der to bogstaver, som fortæller på hvilken klinik, katten er mærket, og til slut er der et tre-cifret nummer, fortæller dyrlæge Torben Lindbjerg. Fordi mærket er noget utydeligt, så har de fra dyrehospitalet prøvet sig frem med en række kombinationer, og har kontaktet dyreklinikker og katteregistre. - Vi har da også fundet frem til en mulig ejer, men det er en adresse på Sjælland, fortæller sygeplejerske Heidi Jacobsen, som efterhånden har brugt nogle timer på at finde frem til en eventuel ejer. - Det kan måske være en, der er flyttet hertil uden at få ændret adressen i registeret, siger hun videre. Også en blågrå venter Men den gråstribede hankat er ikke den eneste, som savner sin familie. Også en meget smuk blågrå hankat sidder og venter på at blive hentet. - Den er i rigtig fin stand, og har to hvide pletter på brystet. Den har i nogen tid holdt til i Horsøparken sammen med de vilde katte der. Men denne her er en tamkat, og den er kastreret og øremærket, siger Heidi Jacobsen. Men også her er øremærket så utydeligt, at det ikke kan læses, så hun har også i dette tilfælde brugt flere timer på at finde frem til en mulig ejer, ud fra hvad hun har kunnet tyde. - Det kan faktisk være et stort problem at finde frem til katteejere, fordi der ikke findes en kattelov, som kræver, at katte bliver registreret på samme måde, som der gør med hunde, siger dyrlæge Torben Lindbjerg, som meget gerne så en sådan lov. - I dag er det sådan, at man får sin kat øremærket på en dyreklinik. Derefter er det så frivilligt, om man vil have den registreret, og dertil findes der to registre, forklarer Torben Lindbjerg. Det ene er gratis og hedder Dansk Katte-Register. Det er oprettet af Inges Kattehjem i Glostrup. Det andet er oprettet af Kattens Værn, og hedder Det Danske Katteregister. Her koster det 100 kroner at få sin kat registreret. Det vil sige, at når de lige nu skal finde ejeren til de to katte på Hobro Dyrehospital, så kan de først tjekke, om de står i et af de to registre, og hvis ikke så kan man ved hjælp af de to bogstaver i mærket finde ud af, på hvilken dyreklinik at dyret blev mærket, og så kontakte dem. Men når nu tatoveringen i ørerne er blevet utydelig, så begynder opgaven at blive noget mere besværlig. På Hobro Dyrehospital har de derfor fået en anden type blæk hjem til tatoveringer - fra en tatovør i England - som gør, at de holder bedre, og man kan faktisk godt få lavet øremærkningen om. - Men det hele ville være meget nemmere, hvis der var en regel om, at kattene skulle registreres i et centralt register, hvor man også skulle huske at meddele, hvis man flytter eller katten skifter ejer, er både Torben Lindbjerg og Heidi Jacobsen enige om. Hvis ejerne til kattene ikke melder sig inden en vis tidsfrist, så vil dyrehospitalet forsøge at formidle dem videre til et nyt hjem. Men trafikskadede katte uden mærkning, som bliver bragt til dyrehospitalet, lever livet farligt - de risikerer nemlig at blive aflivet, fordi man ikke har nogen mulighed for at finde frem til ejerne.