To VM-scoringer af Lærke Møller

GEVGELIJA:Lærke Møller fra Aalborg DH bidrog med to træffere, da det kvindelige danske U20-landshold i håndbold sent tirsdag aften tog hul på VM i Makedonien med en sejr på 32-25 over Angola. Den ventede gevinst var dog ikke så sikker, som cifrene antyder, idet danskerne var bagud 16-17 ved pausen og senere 18-22, inden holdet via 24-24 fik et klart overtag. Camilla Dalby fra Randers HK markerede sig som den store danske profil med 10 mål. Klubkammeraten Gitte Andersen scorede seks gange. Danmark mødte i aftes Kazakhstan i en kamp, der ikke var færdig ved redaktionens slutning. De næste indledende kampe er fredag mod Japan og lørdag mod Montenegro. abel