To yngre østjyder blev forsøgt voldtaget

Unge kvinder blev med to timers mellemrum overfaldet i og syd for Aarhus. Politiet søger vidner.

6. september 2013 14:05 - Opdateret 6. september 2013 14:08

To yngre østjyder blev forsøgt voldtaget

Med blot to timers mellemrum torsdag blev to yngre kvinder i Østjylland overfaldet af mænd, der tilsyneladende ville voldtage dem.

Først gik det cirka klokken 11 ud over en 20-årig kvinde, der kom gående ad Jens Chr. Skous Gade ved Nobelparken.

Pludselig blev hun angrebet af en mand, der rev hendes strømpebukser i stykker og berørte hende flere steder på kroppen, oplyser politiet.

En bilist standsede på grund af kvindens skrig, og manden løb derefter væk ad Herambsgade.

Manden beskrives som sidst i 40'erne og almindelig af bygning. Han har kort lyst eller muligvis gråt hår. Han var iført en kortærmet t-shirt med hvid og rødt foran og sorte slidte jeans.

Cirka klokken 13 var det en gående kvinde i Mårslet, som blev forulempet. Hun, der er 22 år, kom gående ad Nymarksvej, da en bilist stoppede op og overfaldt hende.

Denne mand er muligvis mellem 35 og 45 år og har samme højde som manden fra den første sag. Han har mellemlangt brunligt hår og talte dansk. Han var iført sorte bukser, en mørk kasket og en grøn eller sort trøje, oplyser politiet til TV 2 Østjylland.

Politiet søger vidner i begge sager. Til Ritzau siger politikommissær Mogens Brøndum, at der umiddelbart ikke er sammenhæng mellem de to overfald - men at det heller ikke helt kan udelukkes, at der kan været tale om den samme gerningsmand.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...