Tobakspenge giver flere muligheder IFM: Nyt professorat styrker forskningen i Hirtshals

JEsper Raakjær bliver professor og vender tilbage som leder af IFM, begge dele til august.

JEsper Raakjær bliver professor og vender tilbage som leder af IFM, begge dele til august.

HIRTSHALS:Når Jesper Raakjær 1. august vender tilbage til fiskeriforskningscentret IFM i Hirtshals efter forskningsorlov får han samtidig en ny titel. I de næste fem år står der professor og ikke som hidtil forskningsprofessor på visitkortet. Det lyder af en lille forskel, men i praksis får såvel professor som center langt videre muligheder med den nye titel, som er gjort mulig af en bevilling fra Det Obelske Familiefond. – Hidtil har vi skullet søge penge fra eksempelvis EU til alle projekter. Det er lykkedes, men det har samtidig styret forskningen. Nu får vi mulighed for at sætte fokus på de ting, vi selv synes er vigtige, forklarer Jesper Raakjær. Især den regionale vinkel på forskningen bliver styrket, vurderer han, der snart formelt kan kalde sig "professor i fiskeriforvaltning og kystsamfundsudvikling". Et centralt mål for det kommende professorat bliver at opbygge en tværfaglig og international uddannelse af forskere inden for fiskeriforvaltning. IFM arbejder allerede sammen med forskere i norske Tromsø samt i Oregon og New Jersey i USA, og det er planen at udvide samarbejdet til også at omfatte Canada. Uddannelsen skal også komme forskere fra andre lande til gode. Jesper Raakjær har allerede kontakt med to vietnamesere, der gerne vil være Ph.d-studerende i Hirtshals. Men forskningen skal handle om mere end fisk. På Aalborg Universitet, som IFM er nært knyttet til, skal Jesper Raakjær være med til at opbygge en kandidatuddannelse i forvaltning af naturressourcer, og dermed bliver målgruppen langt bredere: – Fisk og fiskeri er gode som eksempler indenfor hele området. Professoratet er det andet på AAU, som Den Obelske Familiefond finansierer. Jesper Raakjær er opvokset i Hals, student fra Nørresundby Gymnasium og cand.merc. fra Aalborg Universitet. Han har været ansat på IFM (Innovative Fisheries Management) siden 1994. Når han 1. august vender tilbage fra sin forskningsorlov, genindtager han chefstolen. Den nuværende direktør Sten Sverdrup-Jensen fylder 62 i næste måned og går på deltid. Han bliver samtidig adjungeret professor.