EMNER

Tobberup og broen over banen

De fleste beboere i den lille landsby Tobberup er kede af, at Banestyrelsen vil fjerne deres bro

TOBBERUP:Den ligger underligt uset og lidt for sig selv. Skjult i en naturlig lavning i landskabet og klemt inde ved jernbanen mod Aalborg. Det er ikke fordi, Tobbe- rup ligger langt ude på landet. Faktisk er beboerne i gåafstand til Hobro. Den ligger også tæt på fordums vigtige færdselsårer: hovedlandevejen op gennem Jylland og ditto jernbane. Den halve snes familier i Tobberup gør normalt ikke stort væsen af sig selv. Men nu er der rejst en stemning i byen. Banestyrelsen er parat til at dødsdømme den gamle gangbro, som siden 1940 har ført beboerne fra Tobberup på nordsiden over på den sydlige side af stålsporet. Broen er i en elendig tilstand - mildest talt. Fliserne på trappen smuldrer, gelænderet ruster, og græs og ukrudt vokser vildt i hjørner og kanter, hvor det finder rodfæste i skidtet. - Men vi vil ikke af med vores bro, siger Alice Gammelby. Hun har sammen med ægtemanden og et par naboer samlet underskrifter og meddelt, at man i Tobberup nødigt ser broen forsvinde. Genvej til byen - Gangbroen er vores genvej til Hobro. Når vi går via den, sparer vi en hel kilometer. Og uden bro vil man afskære de to ejendomme på sydsiden. Uden bro kan børn i de huse ikke komme over til bogbussen og skolebussen, der holder på Tobberup-siden. - I dag bor der ganske vist ikke skolesøgende børn i de to ejendomme, men det kan der komme, argumenterer Alice Gammelby. Hun peger også på, at turen går over broen, når turister om sommeren kommer for at besøge et mindesmærke, der står på sydsiden nogle hundrede meter fra Tobberup. Monumentet fortæller om de 20 civile, som i oktober 1944 og februar 1945 omkom ved to togattentater nær landsbyen. Sabotagen var arrangeret af tyskerne for at sætte modstandsbevægelsen i et dårligt lys. Et kæmpestort brag - Min kone og jeg var i gang med at malke, da vi hørte braget. Det var så højt, at vore ruder knustes og vi røg op af stolene, fortæller Frode Trads, en 86-årig tidligere landmand, som bor på gården på sydsiden et par hundrede meter fra Tobberup. Han er født på gården og har derfor kendt til livet i landsbyen siden 1920’erne. Men når han skal berette om Tobberup, synes han ikke, der er så meget at fortælle. - I alle de år er der jo ikke sket noget. Det er de samme huse, der står der endnu, måske på nær et enkelt og så forsamlingshuset. Nej, i Tobberup har der ikke været meget udvikling, siger den gamle mand. Han og hustruen Kardi på 79 år har mange gange taget turen over broen. Den førte over til både smeden og købmanden, som for nogle årtier siden havde sit udkomme blandt den lille samling af huse. Købmanden lukkede i 1975. - Indtil 1940 førte en kommunevej gennem Tobberup over banen, hvor der var en ledvogter, og videre forbi vores gård mod Hobro. Den gang havde vi en livlig trafik uden for vores dør, når de hestetrukne mælkevogne kom forbi med deres last på vej til Hobro. Dengang var der over 20 mælkeproducenter i Tobberup og omegn. I dag er der højst tre tilbage, konstaterer Frode Trads. Efter at overskæringen blev nedlagt og gangbroen rejst, fortsatte trafikken. For eksempel husker den gamle landmand, da en kollega slæbte en ko op ad trapperne og over den smalle bro. På den anden side ventede nemlig den tyr, som skulle klare det, der ender med en kalv eller to. Historien gentog sig med en so, der skulle på besøg hos ornen. Stuehus fra 1777 På en diset efterårsdag på grænsen til vinter er der stille i Tobberup, selv om en hund i ny og næ giver hals. Lige under broen pibler og klukker et lille vandløb. Det er begyndelsen til Hodals Bæk, som smutter omkring Hobro for at ende i Vester Fjord. Byen kan mønstre to veje: Ved Banen er asfalteret og er forbindelsen til omverdenen. Grusvejen Hasselkrogen slår en sløjfe. Midt i Hasselkrogen græsser godmodigt kødkvæg, som en fritidslandmand har fundet plads til. Med DSB’sk præcision gennemskæres stilheden et par gange i timen af de hvide IC3-togs sang på skinnerne. - Jeg tænker aldrig over larm fra togene, siger Herdis Østergaard, snart 82 år. Hun giftede sig ind i en Tobberup-slægt og har boet i byen siden 1944. I dag lever hendes ene datter og svigersøn samt hendes søster også i Tobberup. Søsteren i den bygning, som i gamle dage var forsamlingshuset. Herdis Østergaard byder inden for i et stuehus så hyggeligt, at atmosfæren varmer på en klamkold dag. Her skal selv undermålere dukke hovedet for ikke at ramme ind i de lave loftbjælker. Gulve og vægge i det gamle bindingsværkshus slår et hvert vaterpas ud af kurs. - I papirerne står der, at huset er fra 1777. Det er den sidste af de gamle gårde. For omkring 100 år siden var der en en stor brand i byen. Den begyndte i den anden ende og ødelagde alt. Da ilden nåede til vores gård, vendte vinden og skånede den her ejendom, fortæller Herdis Østergaard. Selv om hun ikke render op og ned ad gangbroen, har hun også skrevet under på, at hun gerne vil beholde forbindelsen til den anden side. Det samme har hendes datter Else Svanholm, der bor i den anden ende af Tobbe- rup. - Den har altid været der. Da jeg var barn, var broen stedet, hvor alle børn samledes og legede. Jeg husker engang, en pige fik hovedet ind i tremmerne i gelænderet og sad fast. Sikken et postyr, mindes Else Svanholm. Ned med lortet I dag synes broen mindre egnet som legeplads. - Mine børn har forbud mod at lege på broen. Jeg er meget utryg ved den, siger Aase Fabricius, mor til tre. Hun og ægtemanden Evan er ikke parat til en hård kamp for broen. - Riv det gamle lort ned. Banestyrelsen vil jo ikke ofre penge på at vedligeholde broen, og så kan man lige så godt fjerne den, fastslår Evan Fabricius.