Tøj fra 60'erne søges

HJØRRING:Har du en gammel islændertrøje fra 1960'erne liggende på loftet eller nogle af 70'ernes hotpants i kælderen, så er det måske værd at overveje at aflevere det til Vendsyssel Historiske Museum. Museet er interesseret i at modtage modetøj fra 1960'erne og 70'erne. - 1960'erne er et årti, hvor påklædningen forandrer sig drastisk. Det naturlige og frigjorte kommer i centrum, siger museumsinspektør Signe Langberg. Museet efterlyser de mange specielle modeting fra de to årtier. Cowboybukser med svaj, hotpants, hønsestrik, batikfarvede kjoler, ponchoer og lårkorte kjoler er velkomne, hvis de opfylder en række krav. - Museet er et lokalmuseum, så det skal være genstande, der har tilknytning til Hjørring Kommune. Vi skal vide så meget som muligt om genstanden. Altså hvem, der har brugt den, er den hjemmelavet, hvor er den købt og sådan noget. Og så vil vi de helst, hvis der knytter sig en god historie til tøjet, siger Signe Langberg. Det er ikke noget nyt, at Vendsyssel Historiske Museum samler på tøj og tekstiler. Det har nemlig været et af interesseområderne lige siden museet blev skabt i 1889. - Vi har i dag en stor samling, som dækker perioden 1800 op til omkring 1960. Derefter er det småt med registrerede genstande - måske fordi folk ikke tror, at det er noget, der skal på museum, siger Signe Langberg. Hun oplyser, at museet allerede har modtaget en samling af de særlige tynde slips fra 60'erne. Signe Langberg er nu gået på barselsorlov, så hvis man har nogle tekstiler, bedes man ringe til registrator Peter Gravers, som står for indsamlingen. Han kan træffes på telefon 96241050.