Tøj og bil undersøges i drabssag

Anholdelse af drabssigtet ægtemand udløber i dag

AALBORG:Politiets tekniske eksperter brugte hele mandagen på undersøgelser af huset på Hjedsbækvej, hvor den 60-årige Hanne Lene Flachmeyer natten til lørdag blev stukket ihjel af enten sin datter eller sin ægtemand. Også i dag arbejder politiet på højtryk for at sikre sig materiale i sagen, så den 60-årige ægtemand, hvis anholdelse udløber i dag, kan fremstilles i nyt grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Aalborg Politi vil ikke oplyse noget om resultaterne af de omfattende undersøgelser. De to familiemedlemmer beskylder gensidigt hinanden for knivdrabet på Hanne Lene Flachmeyer. Travlt inden frist - Det er korrekt, at vi ikke arbejdede med sagen søndag. Men nu bruger vi al tid på at efterforske mest muligt, så vi inden fristens udløb har overblik over, om vi vil begære den 60-årige ægtemand varetægtsfængslet eller ej, siger kriminalinspektør Torben Jensen. Han ønsker ikke at oplyse, om der er kommet resultater af de undersøgelser, der blev foretaget i huset allerede lørdag og på den 37-årige datters bil, der også er genstand for omfattende undersøgelser. Fakta i sagen er, at Aalborg Politi alarmeredes klokken 03.10 lørdag morgen. Den 60-årige ægtemand ringede og oplyste, at han havde fundet sin kone død efter adskillige knivstik. Hun lå på sofaen i stuen i hjemmet på Hjedsbækvej. Manden blev taget med på stationen og anholdt og sigtet for drab kort før klokken ni lørdag. Et sted på den tre-fire kilometer lange strækning mellem forældrenes hus og den 37-åriges hus i Suldrup, anholdtes datteren forinden. Det skete klokken 03.41. Hendes tøj var sølet til i blod. Om faderens tøj også var det, ønsker kriminalinspektør Torben Jensen ikke at oplyse. Men han tilføjer, at den 60-årige havde noget andet tøj på, da han blev fremstillet i grundlovsforhør end han var anholdt i. Forskellige forklaringer - Vi skal undersøge det tøj fra dem begge, som de havde på, da de blev anholdt, siger Torben Jensen. Den 60-årige ægtemand har forklaret, at hans datter uopfordret kom til forældrenes hjem sent fredag aften eller efter midnat lørdag. At han selv sov i soveværelset, men hørte tumult fra stuen, hvor han fandt sin datter, der netop havde dræbt den 60-årige kvinde med knivstik i hals og bryst. Det fremgår angiveligt ikke af hans forklaring, hvordan datteren er ankommet til forældrenes hus midt om natten. I sit eget hjem befandt datterens to døtre på syv og 12 år. Og hendes bil befandt sig hele tiden ved hjemmet der. Den 37-årige datters forklaring er, at hun blev hentet om natten af sin far i forældrenes bil, fordi der var problemer mellem forældrene. Og at situationen udviklede sig til, at hendes far stak moderen ned. Hun forsøgte at lægge sig imellem, hvorved hendes tøj skulle være blevet tilsølet af blod. Den 37-årige datter er foreløbigt varetægtsfængslet i fire uger. Mens hendes 60-årige far sidder i arresten som anholdt, indtil en dommer påny har taget stiling til sagen i løbet af eftermiddagen.