EMNER

Tøj til alle størrelser

Ungdomsklubben arrangerede modeshow sammen med de voksne udviklingshæmmede på Rosengården

AALESTRUP:Der blev fremvist tøj i alle størrelser og til stort set alle aldersgrupper, da Rosengården og Ungdomsklubben indbød til modeshow. Cafeen på Rosengården var fyldt godt op omkring podiet, og både børn, unge og de voksne brugere af Rosengårdens beskæftigelsesafdeling bevægede sig næsten scenevante rundt, iklædt det sidste nye fra efterårs- og vinterkollektionerne hos de lokale forretninger. Pædagog Grethe Andersen fra Rosengården var konferencier og sørgede for en grundig præsentation af de forskellige modeller og deres beklædning, som bød på alt fra afslappet hverdags- og fritidstøj til kjoler, habitter og festtøj. Modellerne kom parvis ind på podiet, ofte hånd i hånd og hjalp hinanden med at finde rundt på scenen. Ofte var det en af Ungdomsklubbens medlemmer, som kom ind sammnen med en voksen fra Rosengården, næsten som et symbol på det gode samarbejde, som klubben har med det lokale bo- og beskæftigelsestilbud for voksne udviklingshæmmede. Som en overraskelse mødte også selveste julemanden op på scenen, da showet nærmede sig sin afslutning. Han havde dog valgt sin helt traditionelle påklædning, som aldrig ændrer sig uanset de skiftende tendenser indenfor modeverdenen. Det var fjerde år i træk, at de to arrangører i fællesskab havde stablet et modeshow på benene. Og det bliver ikke det sidste. - Vi har talt om at forsøge os med et større modeshow til foråret, hvor vi håber på at kunne benytte Knaberscenen. Sådanne arrangementer, hvor raske unge møder voksne, der af forskellige årsager ikke er ligesom dem selv, har en sund og positiv effekt, der absolut er gensidig. Og samtidig er det noget, som alle deltagerne ser frem til hver eneste gang, siger Grethe Andersen. Det er ikke bare Ungdomsklubben, der nyder gavn af samvær med Rosengårdens brugere. Hvert år, når Rosengården afvikler karneval, får brugerne besøg af elever og lærere fra en friskole fra Århus-området, som indkvarteres i nogle dage i Aalestrup, hvor programmet står på hygge, festligt samvær og selvfølgelig spændende udklædning. - Faktisk er vi allerede nu ved at planlægge et karneval i juni 2003, hvor vi i samarbejde med Aalestrup Handelsstandsforening vil arrangere optog gennem byen, slutter Grethe Andersen.