Tyverier

Tøjtyve stjal Mercedes først

Først stjal de den. Og som tak for tro tjeneste blev den brændt af.

VESTER HORNUM/FARSØ/AALESTRUP: En ældre Mercedes Benz kom natten til søndag Himmerland rundt, da tyve stjal den, brugte den til indbrud og derefter brændte den af. Bilen, der var af årgang 1990, blev stjålet lørdag aften ved 23.30-tiden fra Hovedgaden i Vester Hornum. Herefter vides den med sikkerhed at have deltaget i et indbrud hos Tøjeksperten i Støvring ved 03-tiden. Politiet har den også mistænkt for at være blevet indblandet i et lignende indbrud hos Tøjeksperten i Farsø knap en time senere. I Farsø blev en bil brugt som rambuk ind til butikken, hvorefter der forsvandt varer til en værdi der foreløbig er opgjort til godt 50.000 kroner. Der er tale om en blandt andet 18 poser strømper samt 90 sæt undertøj af mærket Björn Borg, fire strikjakker samt 15 trøjer af mærket Windbreaker, der har et særligt vindtæt for indeni. Søndag ved 10-tiden løb der en melding ind til politiet om, at der stod en udbrændt bil på Knabervej ved Aalestrup. Det viste sig ved nærmere eftersyn at være den forsvundne bil man havde fundet resterne af.