Fodboldlandsholdet

Tømmermænd hos de store - nye perspektiver for de små

AALBORG:Der blev - for mange danskere - gjort EM-status i fodbold allerede for en uge siden, da de rød-hvide faldt i kvartfinalen mod Tjekkiet. I aftes kunne man så sætte definitivt punktum, med en gentagelse af åbningskampen mellem Portugal og Grækenland - og den konstellation var der vist ikke mange, som havde forudset. Men hvad bød denne EM-turnering så på, ind imellem de to kampe? Ja et klart signal om, at skellet mellem de traditionelt store fodboldnationer, og de såkaldt lille, er blevet mindre, endnu en gang. Vi ser det i kvalifikationskampene til såvel EM som VM, at "lilleputterne" gang på gang byder mere trods, end man forestiller sig. I hvert fald rent ciffermæssigt Og det er den tendens, man kan føre over på EM-slutrunden, når man her deler 16 hold, som har kvalificeret sig, op i store og små. Grækerne hørte så afgjort til de små, inden denne turnering gik i gang. Og deres åbningssejr over portugiserne blev da også mere betragtet som et kuriosum i dagene derefter, end et egentlig varsel om, at her havde man set et hold, der ville gå hele vejen til finaledagen. Men godt for fodboldspillet, at de gjorde, for nok har grækerne ikke levert sprudlende spil og nyskabelser, der vil stå ud over denne turnering, men de har leveret kvalitet på de præmisser, de kom med: Et velorganiseret hold, med vilje og moral, med sammenhold og med fokus på hele tiden at nå bare et skridt videre. Styret med kløgtig hånd af tyske Otto Rehhagel har de fundet mixet, der var bæredygtigt. Deres fremfærd er mindst lige så iøjnefaldende, som den danske EM-triumf i Sverige var i 1992. Men det bliver også hverdag for grækerne igen - som det gjorde for Danmark - og det er først nu, Grækenland skal til at vise, at de er nået et stade op, og vil være i stand til at spille en mere permanent rolle i diverse slutrunder. Og så gør det jo ikke det hele mindre interessant, at Danmark nu står over for Grækenland i den kommende VM-kvalifikation. Portugals kvaliteter skal man heller ikke underkende. De fik det svært, efter åbningsnederlaget, og hver kamp lige siden blev for værtsnationen en pokalkamp: Vind, eller forsvind. I mange år har man ventet på, at portugiserne skulle slå afgørende igennem, med deres stjerneparade fra VM-triumfen for U-21 landshold for en snes år siden. Og det var ved at være sidste chance for Figo og co., da de her kom under ekstremt pres fra både modstandere og hjemmepublikum. Flot, at de klarede det, og skaffede deres publikum en finaledag med portugisisk ekstase. Og tilmed formåede det portugisiske hold at løfte deres spillemæssige kvaliteter, som turneringen skred frem. Men også for Portugal begynder en ny fase allerede i dag. De skal til at tænke på, hvilke af deres spillere, som er holdbare i længden, frem mod en ny slutrunde. Det gælder spillere som Couto, Nuno Valente, Rui Jorge, Figo, Rui Costa og Pauleta, som alle har et tre-tal forrest på deres alderscifre. Tjekkiet leverede også spil af en standard, der henrykkede mange, men de er i samme situation: De bærende kræfter står foran udskiftning, og hvor hurtigt får man så bygget et nyt hold op? Det er måske af andre grunde, at nogle af stormagterne skal ud i samme proces, for hverken Italien, Spanien, Frankrig, Tyskland eller England kan leve med at være sat tilbage på den europæiske scene, som det skete i Portugal. Men også det var godt for fodboldspillet, godt, at de fik en lærestreg om, at der skal altså ydes noget nu om stunder, hvis man vil vinde noget, uanset hvor stor favoritværdighed, man stiller op med. Især for Tyskland kan det hele virke uoverskueligt, to år før de skal huse den næste VM-slutrunde, for de virker i sandhed på bar bund - både spillermæssigt, men også trænermæssigt. Skal vi slutte det hele med rød-hvide briller, så må vi vel erkende, at vort landshold kun lige akkurat levede op til forventningerne. En god kamp mod Italien, som vi burde have vundet, en godkendt pligtsejr over et kriseramt bulgarsk hold, en fornuftig indsats mod Sverige, som ærgerligt nok endte i 2-2, og så 0-3 nedturen mod Tjekkiet, en kamp der i bakspejlets klare lys har skilt vandene, og givet landstræner Morten Olsen mere kritik, end egentlig berettiget. Nej, vi skabte ikke mange chancer via vort klare overtag i de første 45 minutter, men når man har så meget spil, som danskerne havde, sidder man så ikke og venter på, at det også skal give bonus? Den holdning synes jeg er okay. Denne skribent havde én indvending inden kampen, mod Morten Olsens valg: Hvorfor flytte succesrige Jon Dahl Tomasson væk fra den position, han er klart bedst på og klart mest værdifuld for holdet på? I mine øjne svækkede vi holdet på to pladser ved at flytte Tomasson, men igen: Morten Olsen har indblikket, fornemmelsen og sidstehånds-indtrykket af hver enkelt spiller på nethinden, når han sætter sit hold. Det har han gjort fremragende i sin hidtidige landsholds-periode, med blot syv nederlag i 47 landskampe, så derfor er der ingen grund til at betvivle hans fortsatte kompetence. Og så er han tilmed så heldigt stillet, at vi stort set kun har to mand, der skal skiftes ud: Ebbe Sand, som er gået, og René Henriksen, som leverede en helt fin EM-indsats, men som i egen interesse bør trække sig, mens han er på toppen. Specielt fordi hans afløser sidder klar, og kan blive et rigtig godt aktiv for holdet i det videre perspektiv: Per Krøldrup. Og hvem, der skal ind helt på toppen? Ja det er et godt spørgsmål, og samtidig et signal til de hjemlige forwards i Superligaen. Der er en plads ledig. Tag chancen, og giv spillere som Peter Madsen og andre udlands-professionelle en kvalificeret udfordring.