Tømmermændsfilm

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Her er en klassisk scene: Et bryllup hvor alt går galt. Forrest Alexis og til højre hendes søster. Og hvad De, kære læser, ikke kan se på billedet, skal de i biografen for at opleve. Men der er altså en grund til at Kate Hudson strammer øjnene sammen.

film “My best friend’s girl” # # # ¤ ¤ ¤ Tank (Dane Cook) har et fritidsjob: Han reparerer kæresteforhold. Når det begynder at knage mellem et par kærester (typisk fordi manden har kvajet sig) og kvinden er ved at være træt af stodderen, så kommer Tank og klarer skærerne. Han lægger an på pigerne, men bliver i løbet af kort tid alletiders værste date: Ubehøvlet, sexfixeret, uromantisk, fuld, skæv, larmende. Han gør kort og godt alting forkert. Og når det har stået på i nogle uger, vender pigerne tilbage til deres gamle kærester. Så har de nemlig oplevet, hvor slemme mænd kan være. Så er idioten, de forlod, alligevel ikke så slem. Skårene er klinket. I “My best friend’s girl” får Tank den ultimative opgave: Han skal hjælpe sin allerbedste ven Dusty (Jason Biggs) med at blive kæreste med den kønne Alexis (Kate Hudson). Og han kører løs efter sin sædvanlige skabelon. Men noget går galt: Han kan lide pigen. Og hun kan lide ham. Men ingen af dem vil indrømme det. Nu skal jeg ikke afsløre, hvem der får hinanden i enden. Nå ja: Den sætning kan vistnok misforstås, men det skal den også, for dette er en ualmindelig lummer film. Det handler jo om sex. Sex i alle afskygninger. Men er også - for det er jo amerikansk - en lille smule ærbart. For selv om Tank har bollet stort set alt, der er 37 grader varmt og af hunkøn i New York, så er vores lille, søde kvindehelt, Alexis, jo næsten jomfru. Pæn pige midt i 20’erne, men med kun to forhold bag sig. For sådan kan amerikanerne bedst lide det: Det skal handle om sex, men kvinderne skal helst være lige så rene som ugifte, muslimske piger i Afghanistan. Der tumles en del rundt, inden denne film får en slutning. Men af en eller anden grund, er der forbavsende få forhindringer undervejs, og det kan undre, at man ikke har fundet på mere. Det er også en film, hvor der er masser af overflødige klip, masser af stille stunder, hvor man kan sidde og reflektere over handlingen til diverse musiknumre, masser af tomgang. Men det er sandelig også en film, der har sine fede sider. Filmen er bedst, når den er mest lummer. Det er de mest utrolige ting, der bliver sagt, og når det går allerhurtigst, er det rigtigt skægt. Nu har vi set masser af kiksede bryllupsscener i amerikanske film gennem årene. Sådan en er der også her. Ikke at jeg vil røbe noget, men til gengæld tør jeg godt love, at dette er en af de rigtigt slemme! Altså på den sjove måde. Det er såmænd ikke nogen stor film, og der bliver bestemt ikke kastet Oscar-statuetter efter skuespillerne for deres præstationer her. Der er ikke noget, man kan eller skal tænke over. Det er ikke en film, man husker. Men den er solidt underholdende, så længe den står på. Nu ved jeg godt, at mange benytter januar til en tur på vandvognen. Men faktisk er dette ren og skær tømmermænds-underholdning. Her kan alle følge med. Max Melgaard max.melgaard@nordjyske.dk “My best friend’s girl” USA. Instr.: Howard Deutch 1 time og 43 minutter, tilladt fra 11 år Danmarkspremiere.