Tømningsordning er nu godt i gang

Den meget omdiskuterede ordning er kommet godt i gang, lyder vurderingen fra administrationschef Erik Thor Andersen fra Vesthimmerlands Vand A/S

Chauffør Elon Godiksen arbejder med tømningsordningen i Vesthimmerland.

Chauffør Elon Godiksen arbejder med tømningsordningen i Vesthimmerland.

TREND:Den meget omdiskuterede tømningsordning for septiktanke i Vesthimmerlands Kommune, der omfatter ejendomme uden for de kloakerede områder, er kommet godt i gang.

Det vurderer administrationschef Erik Thor Hansen, Vesthimmerlands Vand A/S. Kommunen har overdraget administration og drift af ordningen til Vesthimmerlands Vand A/S. Entreprenørfirmaet Simon Moos A/S vandt den afholdt EU-licitation og er nu i fuld gang med opgaven.
Det store sommerhusområde i Trend har de seneste uger fået foretaget tømning af tanke, og det er gået planmæssigt, dog har der været problemer med, at sommerhusområdets veje døjer med at holde til den tunge tankvogn, som opsamler slam i området.
Hertil kommer, at flere har fået påbud om at udskifte dækslerne på deres septiktanke, så arbejdsmiljøreglerne kan overholdes i forbindelse med tømningen. Ifølge reglerne skal septiktankene uden for de kloakerede områder tømmes mindst en gang om året (heltidshuse) samt hvert andet år (fritids/sommerhuse).
Første runde af tømningsordningen forventes afsluttet inden vinter. Den omfatter for nærværende cirka 3700 ejendomme i Vesthimmerlands Kommune. Næste år udvides med cirka 1400 ejendomme i den tidligere Farsø Kommune.
- Det vil sige, at lodsejere med septiktanke i det nævnte område kan regne med at få besøg af tankvognen inden vinter, siger Erik Thor Hansen. Rent praktisk vil lodsejerne få meddelelse fra entreprenørfirmaet Simon Moos A/S, cirka syv dage før tømningen finder sted.
Formanden for Trend Sommerhusforening, Per Godsk, efterlyser tidligere varsling af tømningen hos de enkelte lodsejere.
- Det ville være fint, hvis vi tidligere kunne få at vide, omtrent hvornår tanktømningen skal ske. Så er det fint med at få den nøjagtige dato at vide syv dage i forvejen. Husk på, at vi sommerhusejere i sagens natur ikke altid er i vore huse. Derfor ville en tidligere varsling være på sin plads.
Vesthimmerlands Vand A/S er indstillet på imødekomme dette ønske.
- Vi er klar over, at sommerhusejerne ikke daglig er i deres huse, pointerer Erik Thor Hansen.
- Derfor arbejder vi på, at tømningstidspunktet for hver enkelt ejendom vil kunne ses på selskabets hjemmeside via en personlig login-kode.
- Allerede nu har vi indsat et cirkatidspunkt på kortet over kommunen. Lodsejerne kan dog altid ringe og få oplyst den eksakte planlagte dato.
Slammet fra tankene køres til og behandles på Vesthimmerlands Vands renseanlæg. Formålet med ordningen er at sikre miljømæssigt forsvarlig behandling af spildevand fra det åbne land.
Prisen for at være med i ordningen og få tømt sin septiktank er 500 kr. inklusiv moms.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.