Tømrer tilstår to voldtægter

ODENSE:En 26-årig mand har erkendt, at han står bag to brutale voldtægter i Odense, oplyser politiet. - Det er glædeligt. Navnligt af hensyn til ofrene. Vi kunne fornemme, at der faldt en sten fra deres hjerter, da vi meddelte dem nyheden, siger kriminalkommissær Per Lydiksen Laursen til Ritzau. Tirsdag får den 26-årige tømrer fra Odense forlænget sin varetægtsfængsling efter at have indrømmet to voldtægter og et forsøg på voldtægt i perioden 20. december 2003 til den 22. januar i år. Mandens forsvarer mener, at sagen er mere kompliceret end som så. - Det er et kalejdoskop af et hændelsesforløb. Der er flere nuancer i sagen end, hvad politiet oplyser, siger advokat Annegrete Gaarde. /ritzau/