Tømrerelevs video-ansøgning var bedst

Konkurrence skal få virksomheder til at tage elever ind

Rasmus Baun Møller fik præmien overrakt ved et overraskelsesbesøg på skolen.

Rasmus Baun Møller fik præmien overrakt ved et overraskelsesbesøg på skolen.

17-årige Rasmus Baun Møller fra tømreruddannelsen på Construction College Aalborg er netop blevet 10.000 kroner og en jobsamtale rigere. Han fik fredag præmien for den bedste videoansøgning blandt 21 bidrag i Region Nordjylland og erhvervsskolernes praktikpladskonkurrence "Ta' en elev. Det betaler sig." Præmien blev overrakt på skolen af regionsrådsformand Ulla Astman, og ekstragevinsten er en jobsamtale med Bruno Jacobsen Byggefirma ApS. Konkurrencen handler først og fremmest om at skabe interesse hos de nordjyske firmaer for at tage en elev ind og for at deltage i konkurrencen skulle eleverne lave en praktikansøgning på video og oploade den til YouTube. Den måde at søge praktikplads på er anderledes og nyskabende, og eleverne får mulighed for at vise, hvad de kan, og hvem de er, og de har mulighed for at bruge de kompetencer, de blandt andet får i fagene salg og service.