Tøndeslagning i Brugsen

EMNER 1. februar 2005 05:00

} FASTELAVN: Hvem skal være kattekonge i Rørbæk i år? Det afgøres lørdag 5. februar om formiddagen i baglokalet til Store Rørbæk Brugsforening på Skovmosevej. Lokalet er ryddet i dages anledning, og interesserede børn skal møde op udklædte, hvis de ønsker at kæmpe om den fornemme titel. Der vil være to ophængte tønder at slå på, og der er præmier til både kattekonge og bedst udklædte. } MUSIKAFTEN: Musikkens Venner i Haverslev kan lige nu glæde sig over endnu en aften med gode musikalske oplevelser. Foreningen har netop haft besøg af trioen Baldur, og den folkemusikglade trio gav publium en festlig aften. Baldur spiller udelukkende akustisk, og de havde ingen besvær med at få sat en god stemning med deres fortolkninger af gamle populære numre. De inddelte aftenen i suiter, og bød på blandt andet en "bonde-suite", "en svensk suite", "en gammel dansk suite" og en "Jeppe Aakjær suite". Bestyrelsen for Musikkens Venner ser nu frem til foreningens næste arrangement, som bliver årets store arrangement. Det løber af stablen 4. juni, og her får Haverslev besøg af det skotske orkester "Beggars Row". Adskillige medlemmer har allerede købt billet, og nu er billetsalget også åbnet for ikke-medlemmer. } KO PÅKØRT: En ko måtte lade livet, efter den søndag ved aftenstide blev påkørt af en bil. Koen var sluppet ud af en indhegning og løb på tværs af Løgstørvej ved Stenild. Det skete samtidig med, at en 53-årig kvinde fra Spentrup var på vej ad Løgstørvej mod vest. Koen løb lige ud foran kvindens bil. Bilen fik kraftige skader foran, og en passager i bilen brækkede den ene arm. Påkørslen gik dog hårdest ud over koen, som fik et brud på det ene forben. En tilkaldt dyrlæge måtte efterfølgende aflive koen. } BRAND: Et depotrum med affaldspap og træpaller udbrændte, da der søndag morgen gik ild i en sidebygning til en fabriksbygning på Industriparken i Haverslev. Branden er formentlig påsat, og det vil nu blive undersøgt nærmere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...