Redningsvæsen

Tør natur krævede to brandudrykninger

HVALPSUND:At det er knastørt ude i naturen, fik brandvæsenet i Farsø torsdag to beviser på. Endda inden for et par timer. Først - det var ved 12-tiden - blev brandvæsenet kaldt til en brand på Illerisørevej i Hvalpsund, og undervejs hertil indløb endnu en tilsvarende melding om brand i naturen - denne gang på Elkjærsvej. Ved den første brand ved et sommerhus havde ejeren aftenen i forvejen været ved at brænde affald af, og i går blussede gløderne op. Branden på Elkjærsvej er formentlig opstået på grund af et henkastet cigaretskod. - Vi fik i begge tilfælde rette hurtigt slukket brandene, men der kan være god grund til at advare folk om åben ild i naturen.Her er det nemlig knastørt, siger indsatsleder ved Farsø Brandvæsen, Ove Jensen. - Udover selve problemet med, at det er særdeles tørt, så har vi også det problem, at der på grund af stormen i januar mange steder ligger ekstra mange grene og meget kvas. Derfor er der ekstra meget til at brænde, så det er en god ide at fjerne noget af det, siger Ove Jensen.