EMNER

Tørklæder, trafik og stregkoder

Asmaa Abdol-Hamid blev - uden at være til stede - et varmt emne på vælgermøde i Sæby

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Bjarne Laustsen lytter til de radikales Karina Koustrup - og kan vist ikke lide budskabet. Foto: Peter Broen

Torsdag aften på Hotel Viking i Sæby. Ni kandidater forsamlet til det første vælgermøde i Frederikshavnkredsen. Bordene flyder med valgflæsk i alle farver. I pausen er der varm kaffe og hjemmebagt kage. Her er stuvende fyldt, og klapsalverne brager efter hvert indlæg. Størst bifald høster Enhedslistens Christian Juhl, der bruger sine to sidste minutters taletid til at synge en rigtig arbejdersang fra Carl Scharnbergs sangbog, solo og for fuld udblæsning. Og hvad er så aftenens hovedtema her på et fremgangsrigt hotel i det nordøstlige Vendsyssel, et stenkast fra motorvejen? Kollektiv trafik nord for fjorden? Thor Pedersens straffeaktion over for kommunerne? Genindførelse af gruppeeksamen på AAU? Eller andre emner af stor lokal betydning? Nej, såmænd ikke. En tilhører, fra Enhedslistens bagland af alle, vil vide, om panelet finder Asmaa Abdol-Hamid farlig eller ej, så den første halve times debat handler om tørklæder, religion kontra politik, og hvordan vi hilser på hinanden. - Hvordan folk ser ud og hvilket tøj, de går i, må de selv bestemme. Jeg vil gerne diskutere politik med Asmaa, men når man sammenblander religion og politik, bliver det problematisk. Jeg kender ikke Asmaa. Har aldrig haft lejlighed til at trykke hende i hånden, siger Anders Broholm (V). - Asmaa er i værste fald kun en fare for Enhedslisten, mener Morten Nielsen (NA) og efterhånden drejer debatten i en anden retning: Kontrolsamfund, stregkodetyranni og afbureaukratiseringsreform, et uhyggeligt ord. Næsten ikke til at stave og umuligt at udtale. Viser det sig gang på gang. - Lad os sige "forenklingsreform" i stedet, foreslår Anders Broholm, der er en varm fortaler for sådan én. - Men det er hykleri, lyder det straks fra venstrefløjen. Først indfører de en masse kontrol, lærerplaner, elevtest og andet bureaukrati, og så går de til valg på at afskaffe det, siger Mogens Nørgaard (KD) sarkastisk - og maner påstanden om manglende hænder i det offentlige til jorden: - Der er masser af hænder. Pædagogerne er syge fire uger om året. I alt er der syv mio. sygedage hvert år og 80.000 danskere på overførselsindkomst. Gør noget ved arbejdsmiljøet og frigør nogle af disse mange hænder. - Det kommunale selvstyre blev aflyst med kommunalreformen. I dag er det hele topstyret efter gammelkommunistisk model, mener kristendemokraten. Om Thors Hammer kommer frem af skuffen efter valget, får Bjarne Laustsen (S) ikke noget svar på. - Det kan betyde fyring af 140 ansatte i Frederikshavn Kommune, siger socialdemokraten. Daniel Rugholm (K) vil "holde Danmark på sporet", men hvad nytter det, spørger Laustsen, når toget stopper i Aalborg, og nye skinner nordpå atter engang kommer sidst i rækken. Mandag aften mødes de igen, spidskandidaterne i Frederikshavnkredsen, på Sømandshjemmet i Skagen. hans.christensen@nordjyske.dk