Tørnæs: Ingen grund til at tro SU-udspil er socialt skævt

Flere kritiserer regeringens SU-udspil for at ramme socialt skævt. Den bekymring deler ministeren dog ikke.

Ritzau
Nikolai Linares Foto: Scanpix/Nikolai Linares
Politik 14. september 2016 15:53 - Opdateret 14. september 2016 17:21
Selv om SU'en skæres ned, og lånebeløbet hæves, er der ikke grund til at tro, at regeringens SU-udspil er socialt skævt. Det slår uddannelses- og forskningsminister Ulla Tørnæs (V) onsdag fast på et samråd.

SU-udspillet har ellers fået kritik fra flere sider for at have negative konsekvenser for den sociale mobilitet. Enhedslistens uddannelses- og forskningsordfører, Eva Flyvholm, kalder på onsdagens samråd forslaget "bekymrende".

Ministeren mener dog ikke, der er grund til at tro, at udspillet er socialt skævt.

- Nej, det er der ingen grund til at forvente. Vi vil fortsat have fri og lige adgang til uddannelse i Danmark. SU-reformen fjerner ikke forsørgelsesgrundlaget for de unge, siger Ulla Tørnæs.

Regeringens SU-forslag går ud på, at SU-stipendiet sænkes, mens beløbet, som de studerende kan låne, stiger. Det betyder, at de studerende for at opretholde samme rådighedsbeløb skal låne 800 kroner mere om måneden.

Politisk ordfører Pernille Skipper (EL) er bekymret for, at SU-systemet vil have en social slagside, men den bekymring deler Ulla Tørnæs ikke.

- Der er ikke evidens for at hævde, at den måde, vi har sammensat vores SU-system på, betyder, at der er en social mobilitet i vores uddannelsessystem. Der er ikke noget, der antyder, at udspillet skulle holde unge tilbage fra at tage en uddannelse, mener ministeren.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...