Tørre tæsk til tyskere

Dansk sejr, men Keller fik kærligheden at føle i flot kamp

Flemming Olesen
Torben Keller - i rødt - boksede fornuftigt, men tabte VM-kvartfinalen til tyske Jack Culcay Keth. Foto: Lars Pauli
Boksning 6. oktober 2008 06:00

AALBORG: Det er ikke hver dag, et dansk landshold besejrer Tyskland. Men der var tørre tæsk til den store nabo, da bokseklubben IK Sparta Aalborg markerede sit 75 års jubilæum med en landskamp mellem de to nationer. Otte kampe bød landskampen på, og Danmark vandt 5-3 efter en bokseaften i Europahallen, der såede tvivl om, hvorvidt tyskerne kom med deres bedste landshold. Gjorde de det, ja så står det unægtelig tvivlsomt til hos dem med det internationale niveau. Et par skrappe drenge Men de havde et par skrappe drenge på holdet, og det fik især Pandrup BK’s Torben Keller at føle i en kamp i 69 kg-klassen mod Jack Culcay-Keth, i aftenens sidste og bedste opgør. Tyskeren går for at være sit lands bedste amatørbokser, pund for pund Han var således i en kvartfinale ved VM tidligere i år i USA, og han tabte kun knebent ved OL i Beijing i Kina for halvanden måned siden til den senere bronzevinder fra Korea. Torben Keller leverede en uimponeret indsats, fightede det bedste, han har lært, men måtte se dommerne trykke en 16-10 pointsejr ind til Culcay-Keth på computeren efter fire velboksede omgange. En oplevelse - Det var fedt, sagde den slagne nordjyde. - Den her kamp er en af dem, man så afgjort lærer noget af, sagde han efter jagten på sin 78. sejr i 105 kampe. - Jeg synes, jeg rent teknisk fulgte ham til dørs, ja jeg var måske bedre end ham på det område. Men fysisk og på relativ styrke, da var han bedre end mig. Tyskeren tog sig nogle korte fem-syv sekunders pauser ind imellem, og så angreb han heftigt, så Torben Keller havde nok at gøre med at slå kontra. Det gjorde han imidlertid glimrende, og han havde stor ære af sin indsats. - Jeg gider ikke bokse bare for at blive dansk mester, siger den 21-årige Pandrup-bokser. - Jeg vil udvikle mig, ellers stopper jeg min karriere. - Og det er ind imellem nødvendigt at møde nogen, der er bedre end en selv. Ellers mærker man ikke, hvor langt der er op til de bedste, sagde en svedig Torben Keller oven på en fin indsats, der viste, at han er på rette spor inden han drager til EM i England – med chance / risiko for igen at stå ansigt til ansigt med tyskeren. Finpudsning før VM Danmark har et stortalent i Århus ABK-bokseren Jahja C. Ahmad, årets bokser i Danmark i 2008.10.05 Han står foran VM-deltagelse for juniorer i Mexico om to uger, og han pudsede formen af mod den anden kvalitetsbokser, der var på det tyske hold, Marcus Abramowski. Også dette opgør i 57 kg-klassen begejstrede publikum, for danskeren viste beslutsomhed, hurtighed og teknisk fin boksning, så længe kræfterne rakte. Abramowski lod sig nemlig ikke gå på af, at han kom bagud, og med sin klart bedre fysik stemplede han hele tiden fremad og gjorde det umuligt for Jahja Ahmad at få de pusterum, han havde behov for. 20-18 i tysk favør lød pointene på, og det var den rette vinder af et tæt og intenst opgør. Dramatisk knockout Landskampen bød på en knockout, der ved første øjesyn så dramatisk ud. Rene Krause slog et bragende slag i anden omgang, der prompte fældede hans danske modstander i 81 kg-klassen, Lasse Pedersen fra Århus ABK. Danskeren røg direkte i gulvet, og der måtte lægeassistance i ringen, inden han efter et lille minuts tid kunne rejse sig og sige tak for kløene. Men så var det også ovre med den tyske styrke, for Sofie Mølholt i 48 kg, Malene K. Nielsen i 57 kg, Dennis Ceylan i 54 kg, Jan Linderoth i 64 kg og Stephan Alms i 75 kg sørgede for fem klare pointsejre til Danmark. Sparta-folk i kamp Uden for landskamp-programmet vandt Yvonne B. Rasmussen fra Vejle, årets danske kvindebokser 2008, en kamp i 66 kg-klassen mod svenske Armine Sinabian, mens et rent dansk opgør i 60 kg mellem Simon Nielsen fra Thisted AC og Jonas Fantassi, Vejle, blev vundet af sidstnævnte med 15-8. Forinden havde IK Sparta haft fire af sine egne boksere i ringen mod slovakiske modstandere Kasper Falke og klubbens nye russiske bokser, Anton Kliucnik, måtte begge se sig besejret på point, hvorimod Ilyas Hassan vandt tårnhøjt på point, mens supersværvægteren Nikolaj Thøgersen slog sin modstander knockout i tredje omgang. Stævnet var besøgt af cirka 400 tilskuere og blev et fint jubilæumsarrangement for IK Sparta.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...