Frederikshavn

Tørst efter kundskab

HJØRRING:Murere og malere i Vendsyssel vil gerne lære mere, særligt når uddannelsen er fleksibelt tilrettelagt. EUC Nord i Hjørring har fået massiv positiv respons på sit nye efteruddannelseskoncept. På et præsentationsmøde for murerne mødte over 80, mens der til et tilsvarende for malerne var over 50 deltagere. Som det første sted i Danmark tilbyder EUCs murerafdeling fleksibel uddannelse. Det bygger på det princip, at svende og mestre ikke blot kan vælge mellem en lang række af efteruddannelseskurser, men også det tidspunkt, der passer dem bedst. - På den måde forventer vi at byggebranchen bedre kan udnytte de perioder, hvor byggeriet af en eller anden grund går i stå f.eks på grund af frost og sne, oplyser uddannelsesleder Hans Ulrik Møller Modellen har vakt opmærksomhed ud over landet, og der er allerede kommet tilmeldinger fra mestre udenfor EUCs naturlige opland. Målet med kurserne er at styrke fagligheden og dermed kvaliteten. - Kundetilfredsheden vokser når maler- og murersvende dygtigt vejleder kunden i forhold til form og farve og efterfølgende udfører arbejdet med præcision og akkuratesse. Det giver solidt, grundigt og smukt håndværk, siger Hans Ulrik Møller. Murer- og malermestre har tidligere udtrykt behov for løbende uddannelse i hele virksomheden også med hensyn til samarbejde og kommunikation.