Fodbold

Tørvejr og udsigt til andres rygge

AaB fans i kørestol går glip af straffespark på den flotte nye tribune

NØRRESUNDBY:Det sku' være så godt, men så'r det faktisk skidt. Den sanglinje passer godt på den følelse Jan Ilsø, Nørresundby, sidder med, når han er trofast gæst ved AaB's hjemmekampe på Aalborg Stadion. De seneste seks år har han set hver eneste kamp. Selv regn, rusk og kulde kunne ikke holde ham væk fra græsset på langsiden af banen. Men så blev stadion bygget om for millioner og fik blandt andet en flot tribune med specielt indrettede pladser til kørestolsbrugere. - Så nu sidder jeg i tørvejr og læ, men når kampen er mest spændende, kan jeg ikke se noget, for så rejser tilskurerne på pladserne foran sig op - som man jo gør til en fodboldkamp - men så kan jeg kun se ind i deres rygge, for jeg kan ikke rejse mig, siger Jan Ilsø, der er spastiker og sidder i elkørestol. Han undrer sig over, at det nye stadion ikke er bedre planlagt, selvom han har hørt, at handicap-organisationer blev taget med på råd. - Men hvordan kan man lave plads til kørestolsbrugere uden at tage hensyn til, om de har fuld udsyn over banen i alle situationer. Det er for dårligt og mangel på indsigt i andre menneskers behov. Min pointe er, at hvis man have inddraget nogle af de faste kørestolesbrugere, der er tilstede på stadion under hver hjemmekamp, så kunne man have undgået flere af de opståede problemer. Jan Ilsø peger også på, at man skal komme i god tid som kørestolsbruger, hvis man ville have en god plads midt på tribunen, for sidder man ude til en af siderne, generer nogle betonpiller udsynet. Inden man kommer så vidt, skal Jan og andre kørestolsbrugere med elevatoren, men hvis de, som Jan, ikke selv kan køre deres kørestol, skal deres hjælper næsten sidde på skødet af dem i elevatoren, for der er meget lidt plads. Elevatoren kunne efter Jan Ilsøs mening godt have været lidt større, når nu kommunen var i gang med at bygge om. - Men det gør heller ikke noget, at man skal arbejde lidt for at komme frem og komme i god tid og så videre, hvis så tingene fungerede, når man sidder klar til at se kampen. Men når man så ikke kan se flere af kampens højdepunkter, ja så daler humøret, forklarer Jan Ilsøs kontaktpædagog Tom Larsen. Jan Ilsø gør også opmærksom på, at de nye handicappladser er uhensigtsmæssigt indrettet, når det drejer sig om ledsagerpladser. - Det er fint, at man har tænkt på at lave nogle pladser til kørestolsbrugernes ledsagere. Men det er mindre smart, at ledsageres siddepladser er placeret på en række fastmonterede stole et niveau længere ned, end hvor vi sidder - med et rækværk imellem, siger Jan, der dog stort set kan klare sig selv under kampen, men ser at flere andre har brug for ledsagernes hjælp. - Og sidder man som ledsager nede på disse pladser, skal man simpelthen forbi alle de andre, der sidder der, rundt omkring rækværket og hen til kørestolen, siger Tom Larsen. Han tilføjer, at ledsageren naturligvis bare kan stå ved siden af kørestolsbrugeren. - Men det er da fjollet, at de laver nogle pladser, der ikke fungerer. Umiddelbart kan Jan Ilsø ikke se nogen løsning på det største problem - det manglende udsyn i kampenes mest spændende øjeblikke. - For det ville kræve, at man sløjfede mindst to rækker sæder, og det er nok urealistisk. Men ledsagerne kunne godt få plads oppe ved kørestolsbrugerne enten på nogle "løse" stole, eller ved at man monterede nogle stole med passende mellemrum, så der er plads til kørestolenen indimellem, siger han. Kender problemerne Hans Futtrup, afdelingsleder i Skole- og Kulturforvaltningen, siger at man er klar over problemerne, og et af dem er løst. - Vi har opdaget, at det er uhensigtsmæssigt, at ledsagerne sidder på rækken foran kørestolsbrugerne, og derfor kan de nu få en stol og sidde ved siden af kørestolen, siger han. Med hensyn til manglende udsyn, så siger Hans Futtrup, at man hele tiden har været klar over, at det var et problem, hvis tilskurerne foran rejste sig op og spærrede for de handicappedes udsyn. - Men man har altså vurderet, at det var en risiko, man måtte leve med. Der er jo også andre, som måske ikke er så høje, der ikke kan se og så videre. Det er en del af det at gå til fodbold, siger Hans Futtrup. Alternativet - at rydde flere rækker for tilskuere - er urealistisk. - AaB vil naturligvis sælge flest mulig billetter, siger Hans Futtrup og tilføjer, at Ledsager- og Udviklingskontoret var inde i planlægningen af det nye stadion hele vejen igennem. - Vi mener, at vi har Danmarks bedste handicap-pladser med let adgang til toiletter, salgsboder med mere. Men det er altid svært at gøre alle tilfredse, siger Hans Futtrup.