Hadsund

Tørvejrsudsigt for dyrekikkere

HADSUND:Dyrehavepublikummet i Hadsund kan nu nyde både dyr og madpakker i tørvejr, selv om det skulle regne. Dyrehaveforeningens bestyrelse har nemlig fået lagt tag på havens udsigtstårn. Formand Bent Rytter siger, at man fik så mange positive tilkendegivelser, da man i forbindelse med åbningen af den åbne dyrehave havde lagt en presenning over tårnet, at man besluttede sig for et fast tag. Takket været foreningens egen kasse, restauratør Antonino Oliveto, der tilbød sig som sponsor, og firmaet PG Construction, der lagde arbejdskraft til, kan dyrehavegæsterne i det mindste nyde den håndværksmæssigt lækre lærketræs-tagkonstruktion, hvis dyrene skulle have søgt i ly for regnen bag fjerntstående træer. Og dagplejere og børnehaver behøver ikke vente på solskin for at tage maden med i haven. De kan i øvrigt - når foreningen får tid, siger Bent Rytter og gnider sin tommelfinger imod sin bøjede pegefinger - se frem til en indhegning med geder. Det bliver om et par år eller tre, og det bliver ved indgangen ved Ringvejen, siger han.