Tog kører heller ikke fredag i Vendsyssel
På grund af fejl på sporene indstiller DSB togdriften mellem Frederikshavn og Aalborg
Opdateret kl. 19:00
NORDJYLLAND: Der er problemer med skinnerne flere steder på togstrækningen mellem Aalborg og Frederikshavn. Det har fået DSB til at aflyse alle afgange resten af torsdag, og heller ikke fredag kommer der til at køre DSB-tog på skinnerne i Vendyssel.
Banedanmark har sendt geoteknikere ud for at undersøge skaderne, og er i samarbejde med en entreprenør gået i gang med genopretningen.
- Vi har sendt folk ud til to dæmninger ved Sindal hvor jorden er skredet og et sted ved Brønderslev, siger Klaus Frelling Andersen.
Desuden er enkelte broer blevet undersøgt for eventuelle skader, oplyser Banedanmark.
Underlaget er skredet
Selve sporene er ikke beskadiget, men den ene side af dæmningen, som sporene løber på, er skreddet helt op til skinnerne på en strækning af 20-30 meter.
- Sikkerheden er vores førsteprioritet, og vi tager ingen chancer, siger Klaus Frelling Andersen.
I første omgang var det kun strækningen mellem Hjørring og Frederikshavn, der var sat i bero, men senere blev det udvidet til hele togstrækningen mellem Aalborg og Frederikshavn.