Halvrimmen

Tog springet uden sikkerhedsnet

Ejvind Christensen trængte til nye udfordringer

HALVRIMMEN:Sommerfuglene flaksede en anelse i maven, da Ejvind Christensen for to år siden skiftede kurs og lagde fra som selvstændig. - Det var jo spændende, om telefonen ville ringe, men det gjorde den. Vi har ikke haft en dag, hvor der ikke har været noget at lave, smiler Ejvind Christensen. I september 2001 stiftede han sammen med sin kompagnon Morten Jacobsen anpartsselskabet Lyngens EL-Service og tog dermed hul på en ny og usikker tilværelse som selvstændig. 43-årige Ejvind Christensen havde i mere end 20 år været ansat som elektriker i Tranum og Skovsgård, men tanken om at få foden på egen varevognsspeeder havde længe spøgt i bevidstheden. - Vi ville gerne have nogle nye udfordringer, og vi havde mange kunder, som altid ringede til os. Og bygningerne med plads til lager og kontor var her i forvejen, fortæller Ejvind Christensen, som har reserveret den ene ende af sit store parcelhus til virksomheden. Med assistance fra en revisor blev der opstillet et budget, som Ejvind Christensens pengeinstitut gav grønt lys for. - De var positive. Der var ingen problemer, men så kom etableringsfasen. Den tog tid, husker Ejvind Christensen. De to kompagnoner skulle forhandle med grossister og have lagerbeholdningen på plads, der skulle anskaffes varebiler og værktøj, og formaliteterne i forbindelse med at stifte anpartsselskabet skulle være i orden. Så var det bare i sving. - Kunderne syntes, der var frisk gjort. De spurgte, hvorfor vi ikke havde gjort det noget før, men nu passede det altså lige på det tidspunkt med Morten og mig, forklarer Ejvind Christensen. Flest plusser Firmaet nåede ikke at gøre meget pr for sig selv. - Det rygtedes hurtigt, at vi var startet, og kunderne kom nærmest af sig selv. Vi har fået stor lokal opbakning, glæder Ejvind Christensen sig. Arbejdsmæssigt mærker han ikke den store forskel på at være selvstændig og lønmodtager - bortset fra, at han må bruge otte-ti timer om ugen på at lave regnskab og måske ikke har mulighed for at holde fem ugers ferie om året. De ulemper opvejes så rigeligt af plusser. - Det er dejligt, når en ordre kommer i hus. Her er det jo os, som får glæden, når det lykkes. Og har man et barn, der skal til tandlæge, eller vil man møde en time senere, skal man ikke spørge nogen. Man kan bare gøre det, forklarer Ejvind Christensen. Hans råd til andre, som går med en selvstændig i maven, lyder: Se at komme i gang. Men samtidig understreger han det vigtige i at få den rigtige rådgivning, inden man kaster sig ud på dybt vand. - Man skal have rådgivning fra starten: få en revisor til at lave et realistisk budget og tale med banken, siger Ejvind Christensen. Han anbefaler desuden, at iværksættere benytter sig af det gratis tilbud om rådgivning på kommunens erhvervskontor, som også gennemfører deciderede iværksætterkurser. - Man skal vide noget om faldgruberne på forhånd. Vi har haft gode rådgivere. Hvis vi har begået fejl, har vi ikke opdaget det endnu, griner Ejvind Christensen.