EMNER

Tog trak mere end debatten

Kødannelserne udblev, da EU-toget rullede ind i Aalborg

AALBORG:Flot så det ud, da damplokomotivet R 946 - årgang 1917 - i går eftermiddag tøffede ind på banegården i Aalborg. Og den statelige trækmaskine havde betydelig mere folkelig appel end den EU-debat, toget ellers lagde vogne til. På perronen sværmede det nemlig med togelskere, som havde fundet vej for se R-maskinen på nærmeste hold. - Jeg er fascineret af gamle damplokomotiver, fordi de udstråler flot gedigen mekanik - se bare på de drivhjul og trækstænger, lød det kælent fra Finn Grundsøe, som var kørt til Aalborg fra Pandrup med det ene formål. Og da billedet var i kassen, forsvandt han som de andre "trainspottere". Der var nemlig ingen lyst tl at følge EU-debatten inde i toget. - Den springer jeg over. Jeg er kun kommet for togets skyld, lød den klare besked. Et bedsteforældrepar, Preben og Jette Pedersen, var nået helt ind i debatvognen med barnebarnet Andreas Lennø. Dog hverken for at blive klogere på EU eller stille spørgsmål til panelet. - Nej, vi kom for at se lokomotivet, men er gået forkert. Nu da vi er blevet budt på kaffe og brød, snupper vi det med, inden vi skal videre og hente det andet barnebarn, forklarede Preben Pedersen. Togbesøget var arrangeret af Den Danske Europabevægelse, som i efterårsferien er draget ud på en skinnetur til jyske og fynske stationsbyer. I det håb at nå ud til lokalbefolkningen med debatten om EU og den forestående udvidelse med 10 nye medlemslande. Men aalborgenserne hoppede ikke med på den vogn og fremmødet var yderst sparsomt til debatmødet med blandt andre amtsborgmester Orla Hav (S), folketingsmedlem Tina Nedergaard og politimester Flemming Kjær i panelet. En hurtig optælling aslørede ni fremmødte, hvoraf et par stykker i forvejen er kendte ansigter fra den lokale debat. I andre vogne var der tilbud om eventyroplæsning, musikalsk underholdning og information med relation til de østeuropæiske ansøgerlande. Men samtlige vogne stod gabende tomme. Europabevægelsens landsformand Erik Boel var godt klar over, at det var en svær opgave. - Vi håber, at damplokomotivet trækker flere til, end EU skræmmer folk væk. Men EU-debatten i Danmark har fået et granatchok. Siden den seneste folkeafstemning om den fælles mønt, har debatten ligget brak.