EMNER

Togdriften gik helt i sort

Billedforbindelsen til signaler og sporskifter forsvandt

KØBENHAVN:75.000 togrejsende blev tirsdag morgen stærkt forsinkede, da de skærme, som de ansatte i Banedanmarks fjernstyringscentral i Roskilde bruger til at overvåge signaler og sporskifter på Sjælland, gik i sort. Sammenbruddet førte til massive problemer for DSB's tog og det gav store forsinkelser landet over. Tog til Nordjylland blev således forsinket i op til tre kvarter. Hårdest gik det ud over Nordvestbanen til Kalundborg, hvor trafikken gik helt i stå, men også hovedstrækningen over Sjælland og Fyn blev hårdt ramt. Da teknikken igen virkede, afsporede et godstog ved Slagelse. Afsporingen var udramatisk, men den havarerede godsvogn spærrede det ene af de to spor og medførte en halv times forsinkelse for tog på strækningen. - Det var en sort dag for de togrejsende. Forsinkelserne ramte morgenmyldretrafikken, og enkelte nåede ikke deres fly. Vi forsøgte både med taxier og busser, men det var sjældent hurtigere end de forsinkede tog, siger driftschef Ivan B. Laustsen, DSB. Ifølge Jørn G. Larsen, der er chef for Banedanmarks trafikstyring, begyndte problemerne, da billedforbindelsen mellem overvågningsskærme i trafikstyringscentralen i Roskilde og signaler og sporskifter på Sjælland blev afbrudt ved 6-tiden. - Alle de skærme, vi har i Roskilde og hvor vi overvåger og regulerer trafikken, slukkede, da vi mistede forbindelsen, og så kunne vi ikke regulere trafikken. Vi har et automatisk tognummersystem, som kan afvikle trafikken automatisk, men det fungerer kun, så længe alle tog kører efter den forud programmerede plan. Opstår der en forsinkelse, skal et eller flere togs kørsel ændres manuelt, og det kan vi ikke uden billedforbindelse til signaler og sporskifter, siger Jørn G. Larsen. Da systemet brød ned, prøvede Banedanmark at hente signalerne fra et andet sted i systemet, men det lykkedes ikke. - Så var der kun den ene vej tilbage at tilkalde så mange mennesker som muligt og sende dem ud til de vitale steder for at få gang i signalerne på manuel vis, siger Jørn G. Larsen. /ritzau/