Togtrafik

Togene begynder så småt at køre igen i Hongkong

Operatøren af Hongkongs undergrundsbane har søndag åbnet næsten halvdelen af alle stationer igen.

Søndag morgen lokal tid åbnede 45 togstationer i Hongkong, mens 48 fortsat er lukket.

Søndag morgen lokal tid åbnede 45 togstationer i Hongkong, mens 48 fortsat er lukket.

HONGKONG:Den kollektive trafik i Hongkong er søndag morgen delvist blevet genoptaget, efter at bystatens undergrundstog og letbane har stået stille i over et døgn.

Det meddeler MTR Corp, der står for driften af transportnettet i Hongkong. Søndag morgen lokal tid åbnede 45 togstationer, mens 48 fortsat er lukket.

Al trafik blev indstillet som følge af voldsomme optøjer og sammenstød mellem demonstranter og politistyrker fredag aften og natten til lørdag.

MTR oplyste lørdag, at det havde set sig nødsaget til at lukke alle stationer, fordi demonstranter under nattens uroligheder havde angrebet ansatte og begået hærværk mod togstationerne.

På sin hjemmeside skriver MTR, at det er nødvendigt at rette op på skader på blandt andet ind- og udgange til stationerne, før de igen bliver åbnet.

Fra søndag aften klokken 21.00 indstilles togtrafikken igen, så der kan foretages yderligere reparationer. Normalt kører togene i Hongkong indtil midnat.

Lørdag var hele transportnettet lammet. Også rejsende til og fra Hongkongs lufthavn måtte finde andre måder at komme frem på. Til daglig benytter næsten fem millioner rejsende undergrundsbanen.

Lørdag var supermarkeder og butikker i Hongkong også lukket, men stort set alle er åbnet igen søndag.

Optøjerne i Hongkong natten til lørdag var ifølge regionens politiske leder, Carrie Lam, så voldsomme, at de er "uden fortilfælde" i regionen.

Søndag eftermiddag er der planlagt to nye, store demonstrationer.

Protesterne begyndte oprindeligt i juni som følge af et kontroversielt lovforslag, der ville gøre det muligt at udlevere borgere fra Hongkong til retsforfølgelse i Kina. Forslaget er siden blevet droppet.

Tusindvis af demonstranter er siden da dog fortsat protesterne på gaden.

Ud over tilbagetrækningen af lovforslaget forlanger de, at Carrie Lam træder tilbage. Derudover skal politivold undersøges, fængslede demonstranter skal løslades, og befolkningen skal have større demokratisk frihed.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst