EMNER

Toget bragte julemanden til Vrå

Stor julefest - og travlhed i lokale butikker

VRÅ:Julemanden med julemor og nissebørn ankom med tog til Vrå Station, og velkomstkomitéen var stor. Børn, forældre, bedsteforældre og hunde tog imod. Blå himmel, lavtstående vintersol og et smukt drys julesne på hustage og gader udgjorde den perfekte kulisse for sceneriet. Og traditionen tro ventede der efterfølgende juletræ, musik og godteposer i Uhrenholts Gård. Julestemning var der - også i byens butikker, hvor de lokale handlende melder om et godt julesalg. - Vi har nogle dejlige folk, der handler lokalt, konstaterer Bente Lundbak fra Gavehjørnet. - Der er kommet mere gang i Vrå, supplerer Poul Siersbæk. Han mener, at en del af forklaringen er, at udvalget at fødevarer i byen er blevet større - og det til priser, der kan matche niveauet i nabobyerne. - Og fødevarer trækker altså kunder til byen - og ind til os. Og Vrå har alt - man skal bare lige vide hvor. Eksempelvis er der hos farvehandleren også er stort udvalg i kosmetik, deodoranter, cremer og andet, der traditionelt findes hos materialisten. Og hos boghandlen er der også legetøj på hylderne. Og Gavhjørnet har også et stort udvalg i smykker. Hos Sadolin Farvehandel fortæller Linda Villadsen, at salg af kosmetik, håndklæder og sengetøj fint supplerer salget af maling. I julemåneden er der nemlig ikke den store interesse for at købe maling: - Og folk er flinke til at handle lokalt. Også de unge familer, der flytter til byen, sørger for at handle lokalt for at bevare butikkerne, tilføjer hun. I Vrå Boghandel fortæller Tina Østergaard, at salget går rigtig godt: - Jeg er ny ejer af butikken, og jeg synes, jeg er blevet taget rigtig godt imod. Folk har virkelig bakket op.