Toget røg af skinnerne
Tog blev afsporet, da lokofører overså forkert indstillet sporskifte.

Vognmand Henry Petersen og Sønner fra Hirtshals har specialgrej til at løfte toget tilbage på skinnerne. Foto: Nordjyske Jernbaner
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Forleden røg et af Hirtshalsbanens togsæt af skinnerne på sin vej fra NORDJYSKE Jernbaners værksted ved Hjørring Station til perron på Hjørring Station. Lokoføreren overså, at Banedanmark på Hjørring Station havde indstillet et sporskifte forkert. Toget røg af skinnerne og endte med forhjulene i gruset. Toget var heldigvis tomt, da uheldet sket og det kørte med lav hastighed. Ingen personer kom til skade og der skete ganske lidt skade på toget. Uheldet sket lørdag eftermiddag ved 16- tiden. Passagerer måtte fragtes med taxa og busser, indtil klokken 19.01, hvor Nordjyske Jernbaner atter satte kursen mod Hirtshals i normal drift. To kraner fra vognmand Henry Petersen og Sønner i Hirtshals blev tilkaldt for at løfte toget op på skinnerne. Siden en afsporing for fem år siden har vognmanden haft en aftale med Nordjyske Jernbaner om at have et special-åg liggende, som kan bruges til at løfte det 74 tons tunge tog. - To menneskelige fejl er årsag til uheldet. Banedanmark indstiller sporskiftet forkert, men vores lokofører overser, at signalet står forkert, oplyser direktør for Nordjyske Jernbaner, Preben Vestergaard. Lokoføreren blev midlertidig suspenderet og måtte gennem en to timers instruktion, som han blev testet i tirsdag. Efter bestået test er han nu klar til igen at føre tog.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.