EMNER

Togpassagerer må tage bussen

Længere rejsetider hver aften med togene i Vendsyssel. De næste to måneder tager turen Frederikshavn-Aalborg mellem 60 og 90 minutter ekstra

Om et halvt år bliver det både hurtigt og komfortabelt at tage toget i Vendsyssel. Det stiller Banedanmark i udsigt. Men forinden betydder et nyt sporarbejde, at en række aftentog erstattes af busser fra på søndag og to måneder frem. Busserne kan ikke køre i samme tempo som togene, så passagererne får rejsetiden forlænget med mellem en og halvanden time fra Frederikshavn til Aalborg. Til gengæld skulle de kommende måneders arbejde hjælpe gevaldigt på skinnerne. Det lover i hvert fald Ejnar Skovrup, sporansvarlig for Jylland og Fyn hos Banedanmark: - Vi efterspænder skinnerne, ligesom vi fjerner en række nedlagte overkørsler. Sommerens besvær med solkurver skyldtes især spændingsforskelle, men dem fjerner vi nu, så det bliver der ikke den store risiko for i fremtiden. Det kommende sporarbejde betyder, at det bliver muligt at køre 120 kilometer i timen på hele strækningen. Dermed får DSB mulighed for at overholde køreplanen. Efter nytår lejer Banedanmark en såkaldt skinnehøvl, som skal give skinnerne i Vendsyssel det glatte lag. Det vil gøre det betydeligt mere komfortabelt at være passager, forventer Ejnar Skovrup. I alt bruger Banedanmark 10 millioner kroner ekstra på strækningen fra Aalborg til Frederikshavn i år og næ-ste år. Dermed skulle de gamle skinner - flere steder har de rundet 40 år - være levetidsforlænget, så de kan holde indtil en forventet sporombygning mellem 2009 og 2012. soeren.bak@nordjyske.dk