EMNER

Togpendlere blev hørt

Vendelboer, der tager toget tidlig morgen til Aalborg, kan fra på mandag få præcis 19 minutter mere på øret, inden vækkeuret tager fat.

man kan fra mandag ankomme lidt senere til togstationen i Frederikshavn, hvis man skal med morgentoget mod syd. Foto: Carl Th. Poulsen

man kan fra mandag ankomme lidt senere til togstationen i Frederikshavn, hvis man skal med morgentoget mod syd. Foto: Carl Th. Poulsen

DSB ændrer afgangstidspunktet for dagens første regionaltog, så det fremover kører fra Frederikshavn kl. 5.18 i stedet for et minut i fem. Det sker, fordi et flertal af pendlerne har ønsket det, forklarer regionschef hos DSB Knud Erik Bendixen. Og dermed vender afgangstidspunktet tilbage til tidligere forhold. Da sendte DSB to morgentog sydpå fra Frederikshavn. Det første var som regel så godt som tomt og er pillet ud af køreplanen: - I stedet valgte vi at sætte afgangen på et klokkeslæt cirka midt imellem de to gamle tider. Men at ændre på køreplanen tager et års tid, og i mellemtiden kom der flere og flere passagerer på det sene af togene, fortæller Knud Erik Bendixen. Det fik DSB til at spørge passagererne, hvornår de gerne ville have afgangen. To ud af tre ville gerne beholde det tog, der ankommer til Aalborg omkring kl. halv syv - hvilket præcis er, hvad de får fra på mandag. - Normalt spørger vi aldrig passagererne, men prøver at vurdere behovet. Men da vi i efteråret kunne se, at der kom flere og flere passagerer, valgte vi alligevel at lave undersøgelsen, siger regionschefen. Ændringen betyder, at det morgentog nordpå, der har forbindelse med nattoget fra København, kører lidt tidligere fra Aalborg. Det gør dog længere ophold på stationerne, så fra Vrå og videre nordpå følger det den nuværende køreplan.