Nordjylland

Togplaner ændres for tredje gang på et år

Problemer med at leve op til den nye køreplan betyder nye ændringer

Arkivfoto: Bent Bach
Arkivfoto: Bent Bach

NORDJYLLAND: Når vi når frem til december i år, vil det være et år siden, at DSB ruskede op i hele køreplanen for de danske tog ved at indføre køreplanen K16, der medførte en total ændring af togtiderne. Dette jubilæum fejrer DSB med at ændre tiderne igen, selvom man allerede en gang i mellemtiden har prøvet at justere sig ud af de problemer, man har haft med at leve op til den nye køreplan.

- Der har været større problemer end ventet med at kunne omstille sig til planen, og tiderne har måske været lidt for ambitiøse. Derfor lægger vi nogle minutter ind, så vi bedre kan nå de tider, vi har meldt ud, fortæller informationschef for DSB, Tony Bispeskov.

Problemer i syd

I følge DSB’s tal er det nu ikke i Nordjylland, at man har haft store problemer med forsinkelser, men da der eksempelvis i Syd- og Sønderjylland er blevet registreret, at cirka 40 procent af ankomsterne er mere end tre minutter forsinkede, har man være nødsaget til især at lægge ekstra tid ind omkring stationerne i Padborg og Fredericia.

- Det er blandt andet den genindførte grænsekontrol, der har gjort, at vi har haft svært ved at ankomme til tiden på de egne, siger Tony Bispeskov

At man er nødt til at ændre tiderne i de sydlige egne gør så, at de landsdækkende Intercity-tog kører ind i andre landsdele på andre minuttal, og dermed bliver de nordjyske passagerer også påvirkede af omstillingen.

Direkte rute forsvinder

Ud over de nye afgangstider gør den nye plan også, at den direkte rute fra Aalborg til Flensborg, som blev indført for et år siden, nu forsvinder igen. Frekvensen af tog syd på mod Aarhus forbliver den samme, men fremover vil alle togene altså køre mod København, mens man skal skifte i Aarhus for at nå ned over grænsen.

Også regionaltogene får nye tider for at få det til at hænge sammen med de landsdækkende tog. Man kan allerede nu se de kommende togtiger på Rejseplanen.dk.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden